Fortsæt til indhold

Utilfredse gymnasieelever droppede undervisningen

Besparelser på uddannelsesområdet og en lavere SU har fået eleverne på Gribskov Gymnasium til at droppe undervisningen

Samfund
Helene Stolle

Eleverne på Gribskov Gymnasium droppede i går torsdag 13. oktober undervisningen. Det skete, fordi de er utilfredse med de planlagte besparelser på uddannelsesområdet og et forslag om at skære i SU'en.
De lokale elever havde fra morgenstunden spærret indgangen til gymnasiet.
"Det gør vi for at vise vores utilfredshed med nedskæringerne", siger Anna Rasmussen, formand for elevrådet på Gribskov Gymnasium.
Hun fortæller også, at hun sammen med de andre elever brugte formiddagen på at lave bannere og forberede kampråb til eftermiddagens store demonstration på Rådhuspladsen i København.
"Vi viste vores utilfredshed her på gymnasiet, men senere mødtes vi med en masse andre elever fra de nordsjællandske gymnasier og tog sammen ind til Rådhuspladsen", fortæller Anna Rasmussen og understreger overfor Ugeposten, at hun tror på, at en fælles demonstration virker.
"Det er i hvert fald vigtigt, at vi gør opmærksom på vores holdning", siger hun.

Forståelse fra lærerne

Ifølge Anna Rasmussen mødte eleverne på Gribskov Gymnasium forståelse fra deres lærere.
"De er i hvert fald fredelige overfor os, og der er da også flere, der har givet udtryk for, at de bakker os op", siger hun.

"Vi er utilfredse med, at der skal skæres i SU'en", siger Anna Rasmussen fra Gribskov Gymnasium. Arkivfoto