Fortsæt til indhold

Der er brug for flere lærlinge og større fokus på karriereudvikling

Der bliver rift om den faglærte arbejdskraft på Sjælland de kommende år. Men de lokale installatører har løsningerne klar, når de skal klare det stigende antal opgaver, der venter

Samfund
Arkiv

UDVIKLING I takt med at der gradvist kommer gang i ordrebøgerne igen, nærmer de sjællandske installationsvirksomheder sig en situation, hvor mangel på arbejdskraft kan blive en alvorlig udfordring. De lokale el- og vvs-virksomheder har dog en klar plan for, hvordan de vil tackle, at det bliver sværere at rekruttere arbejdskraft.
En ny undersøgelse viser, at hele 35 procent af de sjællandske installationsvirksomheder fx vil ansætte flere lærlinge for at sikre tilstrækkeligt med arbejdskraft til at løse de stadigt flere opgaver i ordrebøgerne. Derudover vil 19 procent ansætte flere nyuddannede lærlinge.
Samtidig vil installationsvirksomhederne arbejde på at gøre sig selv så attraktive som muligt for deres eksisterende ansatte. 27 procent af virksomhederne vil således øge indsatsen for at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig vil 18 procent i større omfang efteruddanne og opkvalificere medarbejderne.

Der skal gøres noget

”Det er tydeligt, at der skal gøres noget for at sikre tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft. Hos os har vi blandt andet besluttet at øge antallet af lærlinge fra 10 til 20 over en periode på tre år. Derudover besøger vi seks sjællandske fagskoler for at fortælle, hvordan man bliver klar til arbejdsmarkedet – med den mulige sidegevinst, at de bedste lærlinge så forhåbentlig fremadrettet vælger os,” siger Lasse Houengaard, Finn L. & Davidsen A/S i Haslev og medlem af TEKNIQ-råd Sjælland.
”Men vi går også andre veje. Vi har fx indgået en uddannelsesaftale med et australsk vvs-firma, som betyder, at vi hvert eller hvert andet år udveksler lærlinge, når vi har de rigtige kandidater. Og så får alle vores ledere en efteruddannelse i ledelse gennem motivation af medarbejderne,” forklarer han.
”Alternativet er, at installatørerne må sige nej til ordrer. Undersøgelsen viser da også, at 12 procent af virksomhederne i regionen forudser, at netop det kan blive en ”løsning” på udfordringerne med at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft. Det vil, synes jeg, være ærgerligt på et tidspunkt, hvor der ellers er ved at komme gang i hjulene igen,” vurderer Lasse Houengaard.
”Jeg synes, undersøgelsen viser et stort engagement og forudseenhed hos de sjællandske installatører. Der bliver brug for at øge antallet af faglærte i regionen, og det kræver helt naturligt, at vi giver endnu flere nye lærlinge og nyuddannede mulighed for at komme ind i branchen. Forhåbentlig kan de sætte gang i en positiv spiral, som også kan trække flere dygtige unge til uddannelserne. Det har vi brug for,” siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ.
”De sjællandske installationsvirksomheder løser stadig flere og mere avancerede opgaver, som betyder, at deres medarbejdere skal udstyres med den nødvendige specialviden inden for en lang række forskellige områder – lige fra vedvarende energi til klimasikring. Det betyder også, at der er et stort behov for karriereudvikling og efteruddannelse, og det er installatørerne meget bevidste om,” understreger hun.
sl