Fortsæt til indhold

Stort rederi flytter til Aarhus

Royal Artic Line vil flytte basishavn fra Aalborg til Aarhus. Rådmand er glad

Samfund
Arkiv

Efter 45 år vil Royal Artic Line flytte grønlandshandlen fra Aalborg til Aarhus.
Det grønlandske rederi har opsagt sin aftale med Aalborg Havn. Det huer ikke den nordjyske havn, der barsler med et erstatningskrav på 200 millioner kroner, eftersom havnen og rederiet havde en aftale frem til 2020.
Uagtet uoverensstemmelserne jubler beskæftigelsesrådmand Thomas Medom og fremhæver de mange arbejdspladser, Royal Artic Line kommer til byen med.
“Det er et lille stykke Danmarkshistorie og ikke mindst rigtig mange arbejdspladser der nu flytter til Aarhus. Rederiet beskæftiger selv 65 mand, men med alle de tilknyttede funktioner vil der være tale om langt flere jobs. Jeg har selv stået på havnen i vores grønlandske venskabsby Qaqortoq og set hvor meget aktivitet der følger med når et skib fra Royal Artic Line ankommer. Det handler jo både om at blive indskibningshavn for skibsfragt fra Grønland til hele Europa og om alle forsyningerne den anden vej. Det er et klart tegn på at Aarhus Havn er i stand til at følge med udviklingen i branchen og samtidig endnu et bevis på, at Aarhus er et godt valg når man skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft,” siger han i en pressemeddelelse.
dp