Et væld af kulturelle arrangementer vælter Aarhus i 2017
Programmet for kulturhovedstadsåret er blevet offentliggjort. Og det bliver med flere spændende højdepunkter i løbet af 2017
Ledt an af Aarhus Symfoniorkester blev programmet for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 fremlagt på Aarhus Teater onsdag den 12. oktober.
Et fornemt program, ifølge borgmesteren i Aarhus, der glæder sig over de mange tilbud, der er til kulturåret.
“Det er så bredt et program det her. Så der er noget til alle. Hvad enten man er til opera, streetfood, hip-hop, rock, teater, moderne dans og ballet. Det er op til en selv at sammensætte det program, som man gerne vil opleve, fordi der er rigtig mange komponenter til Aarhus 2017,” siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til Lokalavisen efter pressemødet på Café Hack på Aarhus Teater.
Vedvarende koncepter
Også CEO for Aarhus 2017, Rebecca Matthews, er begejstret for mangfoldigheden i programmet. Hun håber på, at flere af arrangementerne kan blive vedvarende koncepter i Aarhus.
“For eksempel Hay Festivalen vil vi gerne se fortsætte, så Aarhus bliver kendt som byen, hvor børnenes internationale litteraturfestival foregår hvert år,” siger Rebecca Matthews og tilføjer om andre succesfulde kulturhovedstæder:
“Når man ser på vellykkede kulturhovedstæder, såsom Marseille og Liverpool, så har de skabt projekter, der lever videre i årene efter. Det håber vi også på sker i Aarhus.”
Store nedslag
Det store program kommer til at indeholde flere lækkerbiskner. Så mange, at det bliver svært at nå det hele, mener Jacob Bundsgaard.
“Jeg ville ønske, at jeg kunne se det hele. Men der er så meget, at det kan jeg slet ikke overkomme. Men der er nogle af de store nedslag, som ser rigtig, rigtig spændende ud. Men jeg glæder mig enormt meget til åbningen. Det har vi ikke sagt så meget om endnu,” lyder det både pirrende og hemmelighedsfuldt fra borgmesteren, inden han fortsætter:
“Jeg ser også frem til 'Røde Orm' på Moesgaard Museum. Og Tree Of Codes bliver - med en stjernebesætning både på scenografi, musik og koreografi - et must-see. Der kommer et hav af forskellige koncerter, som jeg ser frem til. Og så håber jeg, at når man går igennem sin by, bliver man overrasket, og ser den på en helt ny måde, fordi der er nogen, som har lavet et kunstnerisk og kulturmæssigt benspænd på én, mens man kommer gående i sine egne tanker.”
Flere turister
Det brede program og de store nedslag skal - tilsat positiv, international omtale - kaste et væld af nysgerrige fra nær og fjern til Aarhus og region Midtjylland
“Vi håber, at vi kan runde fem millioner besøgende i 2017. Vi har oplevet en masse positiv omtale fra international presse i år på Aarhus, og den udvikling, håber jeg, fortsætter,” siger Jacob Bundsgaard.