Fortsæt til indhold

Café Klubånd sikrer BMI-udvikling

I bestræbelserne på at finde midler til en lønnet administrator-stilling i BMI er Café Klubånd sat i verden

Samfund
Christina S. Johansen

Masser af flygtninge-børn fyldte forrige mandag den ene af hallerne i Egelund Idrætscenter med leg og latter. Stedet kunne lige så godt have været fyldt med et fastelavns-arrangement, familie-klippe-klistre, ølsmagning, vinsmagning, foredrag eller loppemarked.
Alt sammen er nemlig noget, som frivillige fra Cafe Klubånd, Beder-Malling Idrætsforenings nye tiltag, arrangerer.
Det nye koncept gik i luften 1. januar, og allerede nu har 40 frivillige meldt sig under Café Klubånd-fanen.
“Jeg er overvældet og taknemmelig over så stor en opbakning. Det udvikler sig rigtig hurtigt - når folk ser, at naboen eller veninden er med, så tænker de, at det måske også er noget for dem selv,” fortæller Christine Winding-Lauritzen, der er en del af det tre mand store café-udvalg, som står for at styre og gå forrest med korpsånden i Café Klubånd.
Lidt mere sikker på succes var Tom Johansen, formanden for hovedbestyrelsen i BMI (Beder-Malling Idrætsforenig red.):
“Jeg var helt sikker på det her - fordi vi iscenesætter frivilligheden på en ny måde, så folk kan overskue det og gabe over det. Jeg er dog overrasket over hastigheden. Vi har nået det samme på seks uger i forhold til kendskab og energi, som jeg ville have troet, at vi havde nået på seks måneder,” siger han.

Der skulle findes midler

Café Klubånd består af frivillige, der dels styrer caféen i Egenlund Idrætscenter og dels hjælper med at lave arrangementer på stedet.
Men hvorfor skulle den gamle 'BMI Sportscafé' skiftes ud med Café Klubånd?
“I så stor en idrætsforening er der mange interessenter. Derfor er det enormt vanskeligt at udvikle en klub på helt frivillige hænder. Der er for meget arbejde. Derfor er det nødvendigt med en lønnet person, som tager sig af administrationen for det hele. Derfor var vi nødt til at finde nogle midler til dette, og her kunne pengene kun komme ét sted fra, og det var ved at eliminere minusset, som caféen har kørt med,” forklarer Tom Johansen.
Derfor er der nu kun ansat en timelønnet kok i cirka 10 timer ugentligt, som forbereder maden, så de frivillige blot skal varme og anrette.
“Vi gør op med, at det er okay, at have en café, som giver underskud. Undeskuddet bremser for udviklingen. Vi er nødt til at være skarpe og stå fast på, at vi VIL tjene penge,” lyder det fra Tom Johansen, som fortsætter:
“Mange har sagt, at det ikke kan lade sig gøre at udvikle og spare på samme tid. Jo, det kan så! Men det kræver en helt anden ånd.”

En måde at møde nye på

Hele formålet med at skabe Café Klubånd handler altså i bund og grund om klubbens udvikling, hvilket er lig med muligheden for forbedrede faciliteter, kurser for trænerne, at nye aktiviteter kan afprøves og et nyt samarbejde med skolerne kan udvikles.
På Café Klubånds korte levetid er konceptet dog hurtigt blevet mere end blot en måde at tjene penge på, forklarer Christine Winding-Lauritzen.
“De fleste frivillige er fra idrætsforeningen, men cirka en tredjedel af dem er ude fra lokalområdet. Mange ser det som et fællesskab, hvor man kan møde nogle nye mennesker.”