Fortsæt til indhold

Ole Pilgaard stopper efter 44 år i byrådet

Ole Pilgaard har siddet i byrådet i Brædstrup og senere Horsens Kommune siden 1974. Om godt et år er det slut med politik

Samfund
Jeppe Rafn

Til næste års kommunalvalg i Horsens kan du for første gang siden 1974 ikke stemme på Ole Pilgaard Andersen. Den snart 74-årige politiker fra Dansk Folkeparti har besluttet ikke at genopstille til endnu fire år i kommunalpolitik.
“Det er en af de største og sværeste beslutninger i mit liv, og det er med meget stort vemod, jeg stopper. Jeg har været med i 44 år og bruger 50 timer om ugen på politik,” siger Ole Pilgaard til Lokalavisen Horsens og uddyber:
“Hvis jeg tager en periode mere, vil jeg blive 79 år. Jeg har set politikere, der har ladet sig vælge i for lang tid, men burde være stoppet tidligere. Sådan vil jeg nødigt ende.”
I 1974 blev han valgt ind i byrådet for Fremskridstpartiet i Brædstrup Kommune.
“Jeg var træt af at betale så meget i skat, så da jeg blev spurgt, om jeg ville opstille, sagde jeg ja til at blive opstillet langt nede på listen,” forklarer Pilgaard.

Langt nede på listen

Det 'hjalp' ikke at blive opstillet langt nede på listen. Ole fik flest personlige stemmer på liste Z og blev valgt ind i byrådet i Brædstrup som yngste medlem. Som politisk aktiv fik han mere end nok at se til, for Ole drev også egen virksomhed. Alligevel sagde han ja til at blive opstillet til Folketinget i 1977 i sikker tro på, at han ikke ville blive valgt ind. Han blev valgt ind og var medlem af Folketinget fra 1977-82.
“Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg gøre det. Det er umuligt at sidde i Folketinget og samtidig drive privat virksomhed,” fortæller Ole Pilgaard, der havde travlt med at bygge huse i sit byggefirma Gudenå Huse med cirka 20 ansatte.
Ole Pilgaard har drevet forskellige virksomheder og været selvstændig i 38 år sideløbende med sin politiske karriere i Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, som han skiftede til ved dannelsen i 1995.
Som kommunalpolitiker har Ole Pilgaard prøvet det meste. Han har blandt andet været formand for Socialudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget, siddet i Ankestyrelsen i otte år og 20 år i Natur- og Miljøklagenævnet.
Pilgaard føler, han slutter på toppen. Som formand for Teknik- og Miljøudvalget har han i de senere år blandt andet været med til at finde en løsning på toiletforholdene i de cirka 800 kolonihavehuse i Horsens samt indføre en ny affaldsordning og fjernvarmeplan. Der bliver også rigeligt at se til i hans sidste år i politik i Horsens Kommune, hvor der arbejdes med en ny infrastruktur, midtbyplan og Campusrokade.

Ikke foran fjernsynet

Ole Pilgaard har ikke tænkt nærmere over, hvad der skal ske i hans liv, når han fra 1. januar 2018 ikke længere er i politik.
“Jeg skal nok finde på noget, og det bliver hverken på soafen eller foran fjernsynet. Jeg er ivrig lystfisker og meget naturmenneske.”
Den snart pensionerede politiker bor i Voervadsbro med sin kone Lili. De har været gift i 52 år og ejer Det Lille Røgeri, der er forpagtet ud.