Fortsæt til indhold

Losseplads bliver rekreativt område

Horsens Kommune vil bruge næsten to millioner kroner i forberedelserne til et oplevelsesfyldt sted for folk i alle aldre

Samfund
Arkiv

Den tidligere Dagnæs/Bækkelund Losseplads bliver omdannet til et rekreativt område.
Det er et 55.000 kvadratmeter (cirka 10 forboldbaner) stort område i den sydlige del af Horsens, der blev lukket i 1968 og siden har været afspærret og uplejet. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
"Vi har i tidens løb fået en del henvendelser fra borgere, som mener, at det er spild af plads at lade så stort et område ligge ubenyttet hen. De vil forståeligt nok gerne have åbnet for arealet, så det kan bruges rekreativt. Det er så det forberedende arbejde, vi åbner op for nu," fortæller Flemming Larsen, afdelingschef i Natur og Miljø i Horsens Kommune.
"Vi har planer om at forme et bakkelandskab af jord, som alligevel skal køres væk fra de mange anlægsprojekter i Horsens Kommune. Altså en win-win-win situation for borgerne, som får et nyt stort rekreativt område, for bygherrerne i Horsens, som ikke skal køre så langt med overskudsjord, og for miljøet, da en kortere transportafstand sparer CO2 udledning. Men inden vi kan give borgerne adgang til området, skal der en del undersøgelser til, og jord skal køres på for at afdække den gamle losseplads ordentligt," siger afdelingschefen.
Kommunens jordundersøgelser sker i samarbejde med rådgiverfirmaet Niras.
Horsens Byråd har afsat 1,7 millioner kroner til det forberedende arbejde, men planen er, at det rekreative område på sigt skal hvile i sig selv ved indtægter fra modtagelse af overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter i kommunen.
"Vores ambition er at skabe et storslået og ambitiøst projekt, der giver et kæmpe løft til området. Projektet henvender sig til folk i alle aldre og rækker ud over kommunegrænsen. Jeg forestiller mig et område med for eksempel legepladser, kælkebakke, stisystemer, udsigtssteder, blomstereng for øjet og insekter og meget mere. Jeg håber også, at området kan bruges i andre sammenhænge – for eksempel til at undgå oversvømmelser ved skybrud, som har drillet mange i området, siger Ole Pilgaard Andersen (DF), formand for Teknik og Miljøudvalget.
Horsens Kommune vil i år indkalde til borgermøde, hvor der bliver mulighed for at komme med input til de rekreative faciliteter. Det sker i forbindelse med udarbejdelsen af en lokalplan for området.