De gode gamle værdier holder fortsat
Hos Bay Christensen A/S er et ord et ord - og man går langt for at yde kunderne en service ud over det sædvanlige. Det lønner sig i form af gode resultater og tilmed for nylig kåringen som 'Årets virksomhed' i Faxe Kommune
UDVIKLING Hos Bay Christensen A/S i Rønnede, der har eksisteret siden 1984, sælger og servicerer man flere forskellige mærker og typer af entreprenør- og landbrugsmaskiner, fx. af mærkerne New Holland, Takeuchi og CASE.
Kunderne er primært fra Danmark, Færøerne og Sverige, men der sælges også en del brugte maskiner til Østeuropa, og sommetider også andre dele verden. I virksomheden, der i dag beskæftiger 28 medarbejdere, holder man fast i gode gamle værdier som et ord er et ord, tæt personlig kontakt til kunderne, og et højt serviceniveau. At det lønner sig i en branche præget af hård konkurrence, ses tydeligt af virksomhedens resultater, og det glæder indehaveren Carl Bay Christensen.
"Det er absolut den vigtigste faktor hos os, at kende vores kunder indgående. En kunde går jo ikke lige ud og køber en maskine til en mio kroner, hvis ikke man kender sælgeren og der er tillid til, at både produktet og det lovede serviceniveau holder. Så hvis de to grundlæggende forudsætninger er på plads har man et godt udgangspunkt for at opnå et godt ry og skabe nogle langvarige relationer til kunderne - og det kan vi heldigvis glæde os over at have, siger Carl Bay Christensen.
Klarede sig flot gennem krisen
Virksomheden, der netop er blevet kåret som 'Årets virksomhed' i Faxe Kommune blandt andet begrundet i, at man på imponerende vis er kommet flot gennem og over krisen, mærkede som mange andre hvordan Danmark, ja, og store dele af den vestlige verden fra den ene dag til den anden nærmest gik i stå. Ikke mindst inden for byggeriet, som mange af kunderne er beskæftiget inden for.
Det var ifølge Carl Bay Christensen nogle hårde år, men han er overbevist om, at det netop var fastholdelsen af værdier som ordholdenhed, tætte relationer til kunderne og ikke mindst et højt serviceniveau, der var stærkt medvirkende til, at man trods alt klarede sig gennem krisen. Det betød fx., at man bevidst ikke skar væsentligt ned på antallet af medarbejdere, mens krisen stod på.
"Udover at blive ramt af krisen, var vi også så uheldige at være kunde i Roskilde Bank som gik konkurs. Det gav nogle ubehagelige bølgeskvulp og noget støj på senderen, men vi fik en fin behandling af Finansiel Stabilitet, og så tilpassede vi forretningen og solgte nogle afdelinger fra, ligesom vi selvfølgelig også måtte tære lidt på egenkapitalen undervejs," fortæller han og tilføjer:
"Derfor er vi selvfølgelig også glade for og stolte over prisen som 'Årets virksomhed', der anerkender, at vi har gjort det gjort - også i en svær tid".
Det er således først og fremmest de stærke værdier i virksomheden der fremhæves som fundamentet for virksomhedens succes, men Carl Bay Christensen understreger nok engang, at man i et stærk konkurrencepræget marked også er dybt afhængige af, at produkterne lever op til kundens forventninger.
"Vi er så heldige at importere og forhandle nogle af de bedste maskiner på markedet. Det er trods alt det vigtigste. Alle gode intentioner om at kende kunden godt, og yde et højt serviceniveau nytter jo ikke noget, hvis ikke maskinerne helt grundlæggende lever op til kundens forventninger".
Traditioner holdes i hævd
Som en virksomhed med fokus på kunderelationer og en del år på bagen holder man også nogle traditioner i hævd, som værdsættes højt af kunderne.
"Vi afholder fx. altid - og igen år - et åbent hus en dag mellem jul og nytår. Det er et stort tilløbsstykke, og kunderne kommer både i busser og biler fra nær og fjerne for at se på nyheder og møde kollegaer fra branchen. Det ser vi altid frem til. Det giver kunderne en mulighed for at opdatere sig på nyhederne, sparke lidt dæk og få en god snak med kollegaerne," slutter han.