Busbjerg Spillene søger flere talenter
Busbjerg Spillene har holdt audition til musicalen Ronja Røverdatter, som en blanding af danse- og sangprøve. Færre meldte sig end tidligere år, hvorfor man nu indkalder til en ekstra audition 25. oktober på Ulstrup Skole.
”Der har bestemt været mange dygtige skuespillere til prøve i dag og intet er afgjort endnu, men der er også brug for rigtigt mange på scenen, og derfor er vi nødt til at have fat i flere der kan være med til at løfte opgaven,” fortæller instruktør Michael Pedersen.
Der er behov for flere mænd og kvinder til scenen, og det er ikke noget krav, at man har prøvet det før. Tidligere år har det mest kun været mænd, der har været efterspurgt, men i år er det også de voksne kvinder, der efterspørges.
Busbjerg Spillene har måttet høre for, at der ikke er så mange lokale på scenen. Men når de ikke kommer til audition, er det svært. Derfor håber bestyrelsen og den kunstneriske ledelse at kunne lokke folk i omegnen af Busbjerg ud af busken. Tilmeldingsseddel til optagelsesprøve på www.busbjerg.dk. jesl