Forlig for kulturen er på plads
Kulturlivet i Aarhus får et markant løft, efter at forligspartierne er blevet enige om at give knap 10 millioner
Næsten 10 millioner årligt til kulturen i Aarhus. Så meget er forligspartierne i byrådet blevet enige om at give kultur-initiativer fra og med 2017 til 2020. Det oplyser magistraten for Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse. Det betyder blandt andet, at midlertidige kulturbevillinger bliver gjort permanente.
"Det er et helt fantastisk forlig på en dag, der vil gå over i historien. Det er lykkedes at give kulturen den anerkendelse, den fortjener som drivkraft for hele vores by. Det er et forlig, der på én gang rydder op, efter at der i mange år er blevet rodet med midlertidige kulturbevillinger, og som samtidig giver et enestående afsæt for at gentænke og styrke kulturen og Aarhus i årene efter kulturhovedstadsåret. Det er et forlig, der peger frem, og som er garant for, at byens borgere og gæster også i fremtiden kan se frem til unikke kulturelle oplevelser," siger, rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R) i pressemeddelelsen.