Nye poser til madaffald skal løse problem med maddiker
Problemet med maddiker i skraldespandene hos nogle borgere i Horsens Kommune skal løses hurtigst muligt med en ny type poser til madaffald.
Hidtil er madaffald havnet i en papirspose i en skraldespand på husstanden, men det har vist sig, at fluerne dermed har haft for nem adgang til affaldet – især kødaffald – og dermed også har kunnet lægge æg. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
"De billeder og videoer, vi har set de seneste dage og uger af maddiker, der kravler rundt i skraldespandene, kan vi ikke være tjent med. Det er ulækkert og er absolut uacceptabelt. Derfor har vi besluttet, at vi hurtigst muligt skaffer miljørigtige plastikposer til madaffald, så vi har et alternativ til papirsposerne. Vi ved, at nogle er glade for papirsposerne, og derfor arbejder vi på, at borgerne kan få en valgmulighed," siger formand for Horsens Kommunes Teknik- og miljøudvalg, Ole Pilgaard Andersen (DF).
Den nye løsning vil blive indført hurtigst muligt.
"Og vi mener hurtigst muligt, hvilket vil sige så snart, vi har fundet en leverandør af et miljørigtigt og effektivt pose-alternativ, som kan håndteres i sorteringsanlæggene og efterfølgende i biogasanlæggene," siger Ole Pilgaard Andersen.
Han understreger, at hvis det er nødvendigt med yderligere tiltag for at komme maddikerne til livs, vil de blive taget, fordi maddike-problemet skal løses.
Indtil da kan man, hvis man har problemer med fluer og maddiker, henvende sig til Affald & Genbrug og få udleveret duftblokke til skraldespandene. Duftblokkene kan hjælpe til at holde fluerne væk.