Skou Gruppen står for kæmpe skolerenovering
Skou Gruppen har fyret startskuddet af, så Hillerød Vest Skolens elever og lærere kan få forbedrede forhold
Entreprenørvirksomheden Skou Gruppen, der skal forestå en kæmpe ombygning af Hillerød Vest Skolen i Hillerød, har netop taget første spadestik til den to år lange renovering. Renoveringen fik plads på de kommende års budgetter tilbage i 2014, og sommerferien har budt på en miljøsanering af skolen, mens første etape af ombygningen nu er begyndt.
"Hos Skou Gruppen er vi glade for at have vundet licitationen, og vi ser frem til at forbedre og løfte Hillerød Vest Skolen til et helt nyt niveau i løbet af de to kommende år og sikre, at skolen lever op til moderne standarder og folkeskolereformen," udtaler direktør Martin Skou Heidemann i en pressemeddelelse.
Nedslidt
Hillerød Vest Skolen er en tidstypisk fingerplanskole fra 1966-72, der længe har været kritiseret for at være nedslidt.
Skolen er en af de ældste skoler i Hillerød, og der har i mange år været tale om en renovering. Det skyldes bl.a., at skolen er mere uhensigtsmæssig indrettet i forhold til kravene i den nye folkeskolereform, forklarer borgmester Dorte Meldgaard i meddelelsen:
"Folkeskoleloven har udviklet sig løbende. Det betyder, at vi skal skabe nogle nye, tidssvarende og funktionelle rammer for undervisningen, så vi kan lave en bedre skole og sikre, at alle elever har de bedste forudsætninger for at blive så dygtige, som de kan. Formålet med ombygningen af Hillerød Vest Skolen, afd. Ålholm er derfor at ajourføre det fysiske miljø, så det passer til de nuværende og fremtidige undervisningssituationer”.
Genere mindst muligt
Hillerød Vest Skolen skal være i drift under hele ombygningen. Byggeprocessen er derfor opdelt i etaper for at genere skolens brugere mindst muligt.
I første etape, der netop er begyndt og varer frem til starten af 2017, etablerer Skou Gruppen personalerum og undervisningslokaler for elever med særlige behov. For disse børn bliver der skabt mere intime rammer i indretningen af mindre, men lyse lokaler efter ønsker fra skolens personale.
Gennemgående for hele ombygningen er multifunktionelle, åbne og flydende arealer.
"Visionen er at skabe et sundt og inspirerende miljø for skolens brugere og gæster. Vi skaber et afklaret og nærværende miljø præget af lys og luftighed, som er bygget af gode, sunde og robuste materialer,” udtaler Hannibal Hink, sagsarkitekt og byggeøkonom MDB i BBP Arkitekter, der er totalrådgiver på byggesagen i samarbejde med underrådgiver Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.
Hovedbygning senere
Det kommer især til udtryk i anden etape, hvor hovedbygningen står for tur. Det er den store del af ombygningen, som foregår fra 2017-18.
”Vi laver bl.a. et fælles samlende 'læringstorv' med en amfitrappe i træ, hvor der er plads til 70 siddende personer. Tanken er at skabe et venligt og imødekommende sted for ophold og læring, så undervisningen kan gennemføres på nye måder og på tværs. På torvet etableres også fleksible og uformelle arbejdsoaser for at imødekomme moderne læringsformer,” siger Hannibal Hink.
De åbne rammer kommer også til at afspejle de nye klasselokaler, som bliver større og meget mere tidssvarende. Der etableres for eksempel glasdøre for at skabe en flydende overgang til torvet, mere transparens og lys.
Mere luft og plads
Med nedrivningen af en masse tunge mure bliver det et farvel til lange snævre og mørke gange. Det gør sig også gældende i den tredje og sidste etape, hvor der fjernes vægge og elementer for at skabe mere luft og plads til kommunikation på tværs af klasselokalerne i den bygning, hvor der allerede i dag er etableret nyere og større klasselokaler end i de øvrige bygninger.
Forud for hver af de tre etaper bliver der foretaget en omfattende miljøsanering for miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Det sunde indeklima skal forbedre arbejdsforholdene og sikre elevernes velbefindende.
Renoveringen skal være færdig i 2019. Frederiksborg Byskole er den næste skole, som skal renoveres i Hillerød.