"Jeg har heldigvis en god humoristisk sans"

Vi møder Uffe Ellemann-Jensen på parkeringspladsen ved det gamle Danmarks Akvarium. Det er blevet tid til et af hans faste ritualer. Eftermiddagsturen med Oscar, en 15 år gammel border terrier, som er blevet grå i skægget lige som sin far, men som stadig er kvik og legesyg på slap line. Lige som sin far.
Vi bevæger os ind mod Charlottenlund Slotshave, et sted, som både hund og herre holder særlig meget af.
"Vi er kommet her hver dag i 15 år, her er bare så dejligt. Og så hersker der her en helt særlig hundekultur, hvor både hundene og hundeejerne er civiliserede."
Og dér kom det så, for første gang ud af mange. Det berømte ulvesmil og gavtyveblikket. Uffe Ellemann-Jensen er veltalende. En blændende fortæller. Men når man gerne vil høre på ham, er det først og fremmest, fordi han docerer generøst af de lune replikker.
Fulgte du med i den lokale borgerkrig i Bernstorffsparken?
"Jeg gør mig umage med ikke at blande mig i de lokale borgerkrige," glider han elegant af.
Både han og Alice er fra landet, så de elsker at bo i nærheden af al den natur, Gentofte er så rig på. Inden vi går ind i slotshaven, skal Uffe da også lige skue ud over Øresund, som han i de seneste 33 år har boet ud til.
"Her er da smukt. Jeg har en lille båd liggende på stranden, en jolle, som jeg tager børnebørnene med ud at fiske i. Du skal bare 200 meter ud, og så kan du fange de skønneste hornfisk. Børnebørnene er helt vilde med det."
Vi kommer ind i skoven, og Oscar får lov at rende frit.
"Du aner ikke, hvad der er at høste her i området på alle tider af året. Jeg siger ikke hvor, men du kan finde ramsløg, skovmærke, hyldeblomst, slåen, brombær og spisekastanier. Skovmærke bruger jeg til at lave brændevin, og spisekastanierne, de skal bare have et kryds med kniven og et minut i mikrobølgeovnen... Mums, en stor delikatesse."
Hvis Uffe Ellemann-Jensen føler nogen angst for at blive ældre, så skjuler han det godt.
"Det er et privilegium at blive ældre, synes jeg. Alternativet er værre, som Woody Allen siger. Men som Johannes Møllehave siger; hvis du vågner en dag og ikke har ondt et eller andet sted, så er det, fordi du er død."
Nogen klager over, at det er hårdt, at de ikke kan de samme ting længere?
"Bevares. Jeg er da også et omvandrende bevis på lægekunstens fortræffeligheder, og jeg er ikke længere i stand til at rejse så meget som før, men jeg var nu også ved at blive lidt mæt af det."
Med udgangen af året stopper Danmarks udenrigsminister fra årene 1982-1993 i sin sidste internationale toprolle: en bestyrelsesformandspost i den store Thomson Reuters Gruppe. Dermed er der ikke så meget tilbage af alt det bestyrelsesarbejde, Uffe Ellemann-Jensen har fyldt sine kalendere ud med, efter han trak sig ud af dansk politik i 1998. Men det har han det fint med. Det giver mere tid til familien, og til at skrive sidste bind af sine erindringer, der kommer på gaden til næste efterår.

Et svineheld

Da Uffe Ellemann-Jensen blev minister, boede familien i Rungsted. For meget tid gik med transporten frem og tilbage, syntes både fru Alice og de to af børnene, der stadig boede hjemme, så de rottede sig sammen mod ham.
"De ville ind til byen, men det var jeg ikke meget for. Jeg blev reddet af Victor Borge. Til en festmiddag i Aarhus for ham, klagede jeg min nød. 'De har sat mig kniven for struben', fortalte jeg. Og jeg nævnte som mit idealhus et rækkehus på Sundvænget i Hellerup, hvor vi havde besøgt Christian Lillelund og Malene Schwartz.Dagen efter blev jeg ringet op af Christian Lillelund, som havde mødt Borges manager i London. Huset var lejet ud til den franske militærattaché, og jeg kunne købe det... Det var et svineheld. Malene kommer stadig en gang om ugen hos os og spiller bridge," smiler Uffe Ellemann-Jensen.
Det var huset på Sundvænget, der optrådte i Socialdemokratiets store annonce i de sidste dage op til folketingsvalget i marts 1998, hvor teksten lød 'Er det lejerne, der skal betale for Jensens skattelettelse?'.
En gemen skræmmekampagne, der skulle flytte så mange stemmer hos landets lejere som muligt. Det mente Uffe Ellemann-Jensen dengang, og det mener han i dag. Ved valget endte han med at mangle 85 stemmer for at blive Danmarks nye statsminister.
"På en måde var det held i uheld. Hvis jeg var blevet statsminister, så havde vi ikke haft råd til at blive boende, for så skulle Alice have stoppet sit arbejde hos TV2. Jeg tror faktisk, hun drog et lettelsens suk."
Hvad med dig... hvordan får man bugt med bitterheden, når man er så tæt på?
"Bitterhed var der aldrig, sådan er spillets regler. Men det er klart, at når det er så tæt på, så har man brug for en god humoristisk sans, og det har jeg heldigvis."
Socialdemokratiske koryfæer som Svend Auken og Mogens Lykketoft har Uffe Ellemann-Jensen aldrig lagt skjul på sin respekt for. Det er noget andet med Poul Nyrup Rasmussen. Og det er langt fra kun på grund af det meget dybe leverstød i 1998.
"Det var lige fra starten. Vi svingede bare ikke sammen. Auken og Lykketoft kunne jeg slås drabeligt med, og så kunne vi grine af det bagefter."
Efter seks år på skærmen har TV2 News valgt at stoppe serien Ellemann og Lykketoft, og det er begge politiske veteraner faktisk kede af.
"Vi har haft stor fornøjelse af det, for vi sætter pris på hinandens selskab, men TV2 mente åbenbart, det har haft sin tid - og seks år er da også meget pænt,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Et overordnet ansvar

Uffe Ellemann-Jensen har stadig sin blog på berlingske.dk. Som kommentator er han ikke bange for at sige sin ærlige mening, så jeg spørger ham, hvor tit han får hadefulde mails fra internettrolde.
"Nu er det jo til at skelne mellem hademails og dem, der er sat i system. Nogle gange kan jeg få dem helt op i det røde felt ved at sige, 'I bruger så meget energi på at skrive, og jeg skal bare lave ét klik med en mus, så er det væk," smiler han. For så at blive alvorlig igen.
"Tonen på internettet er blevet meget uforsonlig. Jeg prøver at passe lidt på, for eksempel ved ikke at blande mig for meget i det indenrigspolitiske. Jeg er ikke bange for at sige min mening, men jeg er heller ikke bange for at lade være. Ytringsfrihed er en ret, ikke en pligt, som min far sagde. Selvcensur indebærer jo sådan set bare, at man engang imellem vælger en hensynsfuld optræden."
På dagen for interviewet er Flemming Roses bog 'De besatte' udkommet. Uffe Ellemann-Jensen var en af de hårdeste kritikere af Jyllands-Postens og Flemming Roses beslutning om at trykke Muhammed-tegningerne i 2005.
Nu viser det sig, at Flemming Rose i de sidste år af sin tid på Jyllands-Posten (fra 2011-16) var underlagt en form for censur af Jørgen Ejbøl, den daværende bestyrelsesformand i JP Politikens Hus. Men det er ikke hos Uffe Ellemann-Jensen, Flemming Rose skal forvente at få medfølelse.
"Ejbøl er chef og har et overordnet ansvar. Hvis han af hensyn til sine medarbejderes sikkerhed udstikker nogle retningslinjer, så skal man rette sig efter dem. Længere er den ikke."
Når Uffe Ellemann-Jensen som regel vælger at holde sig væk fra den landspolitiske scene, skyldes det også, at han har to børn i toppolitik. Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann og politisk ordfører i Venstre, Jakob Ellemann-Jensen.
Hvis nogen af dem spørger deres far til råd, så får de svar, Men han kommer ikke med råd, når de ikke spørger.
Da Jakob første gang fortalte sin far, at han ville gå ind i politik, prøvede han faktisk at tale ham fra at droppe sit gode, velbetalte job som jurist.
"Tænk dig nu godt om. Politik er hårdt og en stor belastning for hjemmet', sagde jeg til ham. Så kiggede han mig koldt i øjnene og sagde 'far, hvis der er nogen, der ved, hvad belastningen i hjemmet er, så er det vist mig'. Der var engang en venstreflippet lærer på Maglegårdsskolen, der mente, at Jakob skulle stå til regnskab for sin fars politik. Han fortalte mig det først mange år senere. Det var nok meget godt, for jeg ville have eksploderet i 10 dage," fortæller Uffe Ellemann-Jensen.

En rigtig borgmester

Flere gange under vores gåtur fremhæver Uffe Ellemann-Jensen, hvor dejlig og veldrevet en kommune, han synes, Gentofte er. Han er en stor fan af byens borgmester, Hans Toft, som han efter eget udsagn har et vældig godt forhold til.
Overvejede du aldrig selv at gå efter at blive borgmester i Gentofte, da du trak dig ud af landspolitik?
"Jeg mødte faktisk Hans Toft, da jeg trak mig. Han spurgte mig, hvad jeg ville tage mig til. Så for der en djævel i mig. 'Jeg overvejer at gå ind i kommunalpolitik', sagde jeg. 'Hvad siger du', udbrød han. 'Hvis jeg på et tidspunkt bliver utilfreds med dig, så kommer jeg efter dig', sagde jeg så. Men det er aldrig sket. Han gør det godt. I 'Prop og Berta' er der en borgmester, der altid går med borgmesterkæde. En rigtig borgmester, det er Hans Toft også. Gentofte er en dejlig kommune at bo i. Og det er en god kommune at blive gammel i, så Alice og jeg bliver boende. Nu har vi postet så mange skattekroner i kommunekassen, så vil vi også nyde godt af dem," ler han.
Putin rasler med sin sabel, vi er konstant i krig mod religiøse galninge, briterne stemmer sig ud af et EU i dyb krise. Det er på mange måder en usikker verden, vi lever i. Så jeg spørger Uffe Ellemann-Jensen, hvor han henter sin tro på fremtiden.
"Ved at kigge på det lange løb. Men verden er blevet farligere, end den f.eks. var under Den Kolde Krig. Det er blevet sagt, at politik dengang var som et spil dam. I dag er det som et spil skak. Dengang var det lykkedes at lave et sæt spilleregler, som alle stort set fulgte. Det var retsstater, der respekterede folkeslagenes rettigheder. Med Putin er det noget helt andet. Det er virkelig skræmmende, for man ved ikke, hvad han kan finde på."
Uffe Ellemann-Jensen er fortaler for en benhård kurs over for den russiske præsident. Og han mener, at de danske politikere snart bør erkende truslen.
"Vi har stadig et forsvar, der er indrettet efter en fuldstændig naiv forestilling om, at vi ikke vil opleve trusler i vores nærhed. Men sådan ser verden ikke ud længere. Vi er nødt til at opruste, både med flere mænd og mere materiel."
Uffe Ellemann-Jensen mindes med nostalgisk vemod årene 1989-1991, hvor alting så så lyst ud.
"Jeg tror, det var de dejligste år, jeg har oplevet i mit liv. Dem ville jeg gerne leve om. Ikke for at lave noget om, men for at opleve det hele igen. Jerntæppet og Muren forsvandt, Alt det, jeg havde arbejdet for og drømt om i hele mit voksne liv. Nu kunne det kun blive en bedre verden. Sådan føltes det."
Hvad gik der galt?
"Vi har nok undervurderet de sårede fornemmelser i de gamle magtkredse i Rusland. Putin, den gamle oberstløjtnant i KGB, ønsker at skabe en magtposition, som landet slet ikke har økonomiske muskler til. Det gik galt for otte år siden, da russerne rykkede ind i Georgien. Vi skulle have gjort noget for at stoppe ham. Lige som amerikanerne nu heldigvis sender tropper til Baltikum, så Putin forhåbentlig ikke får nogen gode ideer og gør, hvad han gjorde på Krim."
Vores gåtur er ved at være slut. Oscar lader til at have nydt det ekstra selskab. Jeg spørger Uffe, hvor bange vi skal være for, at Trump bliver præsident i USA. Blodet forsvinder næsten fra hans ansigt.
"Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at han bliver valgt. Hvis det sker, så vil tilliden til USA som krumtap i det vestlige sikkerhedssystem falde drastisk. Og russerne og kineserne vil forstå at udnytte det."