Fortsæt til indhold

Der er blevet begået et mord i mit hjem

’Mord i dit hjem’ er titlen på en ny novellesamling af blandt andet Vejle-forfatter Thomas Aagaard Skovmand

Samfund
Tekst og foto Anne Smedegaard

Da han vågner til lyden af et skrig en mørk nat, tager det fart. Scenen er sat og kuldegysningerne kommer langsomt krybene.
Han hopper ud af sengen og løber ned i stuen. Her banker det på døren, og han bevæbner sig med en kost. Fra vinduet kan Bergstrand se nabohuset, spøgelseshuset: En ubeboet skrotbunke. Da en skikkelse pludselig bevæger sig rundt derovre, bliver tempoet højere og hjertet banker hårdere.
Krimien 'Nabohuset', der er en af novellerne i novellesamlingen 'Mord i dit hjem,' er skrevet af forfatter Thomas Aagaard Skovmand.
Den udkom i mandags og tager udgangspunkt i et fiktivt mord i forfatterens eget hjem på Ømkulevej og omgivelser. Det hele krydret med skumle naboer, spøgelseshuse og mord.
Bergstrand vågner igen senere på natten. Denne gang under stuebordet, stadig med koste i hånden. Det banker igen på døren og noget rumsterer udenfor. Han beslutter sig for at undersøge det: skikkelsen på vejen og spøgelseshuset.
Han klæder sig på og bytter kosten ud med en spade. Den burde kunne beskytte ham. Det håber han i hvert fald.
Han løber over til det forladte nabohus og kigger ind ad vinduet. Her bliver han vidne til sin ellers venlige nabos grusomme hemmelighed. Han bliver nødt til at gribe ind. Det skulle han aldrig have gjort.
Hovedpersonen i 'Nabohuset' er Bergstrand. En ældre, fraskilt københavner, der for nyligt er flyttet til Vejle. Væk fra storbyens jag til et roligt liv i det jyske.
“Han har brug for at prøve noget helt nyt. Han falder for den smukke natur og de billige huse, der er i Vejle,” forklarer forfatter Thomas Skovmand.
Vejle, natur og gode naboer er fremtiden for Bergstrand. Det tror og håber han, men han tager grusomt fejl.
Også forfatteren bag novellen er flyttet fra Købehavn til Vejle, og her bor han, ligesom Bergstrand, i en stor, flot villa på med udsigt over Kongens Kær. Foran huset ligger villavejen og bagved ligger en græsplane i flere plan.
Det er her kriminovellen finder sted, her Bergstrand gennemlever den skæbnesvangre nat. Næsten i hvert fald.
“Når jeg har skulle beskrive hovedpersonen og hans verden, har jeg hele tiden tænkt på det her sted, den her vej, de her hække. Spøgelseshuset er dog kommet tættere på i bogen,” forklarer Skovmand.
Det er læserens kuldegysninger også.
Bergstrand bliver jagtet. Men af hvem? Hvad har han set? Op ad bakken, igennem haver og buske. Han når ind i sin egen have. Han er i sikkerhed. Tror han. Han falder om på græsset og forsøger at få pusten igen. Det lykkes ikke. Øjeblikket efter bliver han holdt nede.
Den grusomme hemmelighed skal forblive hemmelig. Bergstrand må dø.
Én dør, én overlever, én bliver sat fri, og læserens hjerte sidder helt oppe i halsen.
Novellesamlingen 'Mord i dit hjem' kom på gaden i mandags.
Den er udgivet på forlaget Byens Forlag, som Thomas Aagaard Skovmand står bag.

Fra stuevinduet kan man se villavejen. I forfatterens verden skinner solen udenfor, mens der i novellen er mørke, skumle personer og spøgelseshus på den anden side af vinduesglasset
Trappen i baghaven er lang og farlig. Det ved forfatteren og hovedpersonen
’Spøgelseshuset’ bliver nu renoveret