Fortsæt til indhold

"Vinder jeg, går pengene til huer”

Eigil Amby kører midtbyens ældre rundt i rickshaw - det har givet ham en nominering til Aarhus Takker Prisen

Samfund
Christina S. Johansen

Han er født og opvokset på Carl Blochs Gade i Aarhus C, og han kender praktisk talt hele Aarhus og opland som sin egen bukselomme. Derfor var det oplagt for Eigil Amby at lade midtbyens ældre nyde godt af hans lokalkendskab ved at cykle dem rundt i en såkaldt rickshaw.
“Jeg kan jo slet ikke lade være - jeg stopper nok først, når jeg bliver 100 år. Jeg har altid godt kunnet lide at gøre noget for andre, og her får borgerne virkelig nogle fantastiske oplevelser. Det er ikke alle, som kan tale, men man ser det tydeligt i hele deres udtryk,” fortæller Eigil Amby.
“Eksempelvis kørte jeg med en ældre dame, som stort set aldrig sagde noget, men en dag kørte vi inde i midtbyen, og pludselig udbrød hun: 'Jamen det er jo Aarhus Katedralskole, som ligger dér.' Det kunne hun bare huske , for der havde hun arbejdet i 30 år og undervist i musik og tysk. Så fik vi os naturligvis en lille snak om det. Det er bare så dejligt at opleve så glade mennesker, og de, som kan tale, fortæller jo utroligt mange gode historier,” fortsætter den frivillige cykel-kaptajn.
Netop kaptajn er det, som han kalder sig selv, for han er kaptajnen, som uddanner de andre cykel-piloter i projekt 'Cykling uden alder', der er forankret i Aarhus Kommune på Folkestedet.

Halstørklæder og gløgg

Konkret er det mestendels ældre fra Ceres Huset og Møllestien, som Eigil Amby tager med på tur. Oftest går turen mod Brabrandstien eller mod Aarhus C.
Eigil har tre faste køredage om ugen nemlig onsdag, lørdag og søndag, hvor han kan nå et par ture af en times varighed hver gang.
For sit store frivillige engagement er han blandt de fem nominerede til Aarhus Takker Prisen, som Aarhus Kommune og Lokalavisen Aarhus står bag i fællesskab, og som gives til folk, der gør en forskel for andre.
“Det er flot og dejligt,” lyder det beskedent, fra Eigil Amby, når man spørger ind til nomineringen.
“Jeg passer jo bare mit 'arbejde',” fortsætter han.
Uanset om han skulle gå hen at vinde førstepræmien på 15.000 kroner eller andenpræmien på 3000 kroner, så ved han godt, hvad pengene skal bruges på:
“De skal selvfølgelig gå til de svage borgere. Jeg skal eksempelvis have købt nogle varme huer, vanter og halstørklæder, som de ældre kan få på, når vi kører ture. Og så skal de have æbleskiver og gløgg, når vi kommer forbi julemarkederne, eller en kop kaffe på en café, hvis de hellere vil have det,” fortæller Eigil Amby, der afslører, at hans bagland er gået ind i kampen for at kapre stemmer til cykelkaptajnen ved at trykke “valgplakater”.
Du kan stemme lige her.