Flygtninge optager livet i Aarhus
To syriske flygtninge er nomineret til Aarhus Takker prisen for deres idé om at sende video-klip til familien derhjemme
Det var en hård tid for Abdullah Alsmaeel og Abdulghafar Kaabour, da de to syriske mænd flygtede alene til Danmark for henholdsvis godt halvandet år og to år siden.
De savnede deres koner og børn, som opholdt sig dels i Libanon og dels i Tyrkiet.
I Aarhus ramte en hverdag, der var markant anderledes, end hvad de var vant til.
Det besluttede de handlekraftige flygtninge sig for at formidle gennem billeder og lyd til deres familier, mens de ventede på genforeningen.
Altså gik mændene på gaden og optog med mobiltelefonen små videofilm om stort og småt. Om legepladser, om cykelstier, om skoler, om deres sprogkursus hos Lær Dansk og gav danske ord videre, som børnene kunne øve sig på.
“Det er meget hårdt at være adskilt. Jeg havde meget dårlig samvittighed indimellem, fordi jeg troede, det ville tage kortere tid, før vi var sammen igen,” siger Abdullah Alsmaeel, der har en datter på fire år.
“Videoerne var en måde at mødes på. Jeg talte direkte til hende, og hun svarede mig, når hun så videoen, fortalte min kone mig. Så vi følte vi var sammen på den måde,” siger syreren, der arbejdede som advokat og var med i forskellige foreninger i hjemlandet, før borgerkrigen brød ud.
Tanken om at starte en ny forening op var ikke fjern.
“Det er en måde at fordrive ventetiden på for os, der er kommet i forvejen, men det er også en forberedelse for dem. Vi forbereder dem på, hvilket land vi er kommet til. Hvordan ser der ud? Hvordan taler de? Nogle bliver chokerede over forskellene. Men nu giver vi vores familier et godt udgangspunkt for at begynde et nyt liv her,” siger han.
Nomineret til pris
Projektet kalder de 'Anaobaba TV', der betyder 'Mig og far TV'.
Og det er ikke kun de to fædre, der synes, tanken er god. Projektet har fået støtte fra både Aarhus Kommune og Bikubenfonden.
“Vi håber at kunne skabe en platform, hvorfra vi kan sprede ideen til flere byer,” siger Abdullah Alsmaeel.
Initiativet har også kastet en prisnominering til Aarhus Takker af sig.
Aarhus Takker gives til folk, der gør en forskel for andre, og uddeles i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Lokalavisen Aarhus.
“For os betyder det meget, at der er nogle, som er interesserede i at støtte os som flygtninge. Det er meget positivt,” siger Abdulghafar Kaabour om prisnomineringen.
Lige nu er der omkring 20 fædre og mødre aktive i Anaobaba TV, som ud over at sende videoer til de savnede familier også deler videoer på facebook og giver hinanden inspiration til nye optagelsesmuligheder.
“Vi leder lige nu efter en skakklub, vi kan besøge, fordi der er en far, der har en lille pige, som er meget interesseret i skak,” siger Abdullah Alsmaeel.
Og så overvejer de to stiftere at skifte navnet på projektet, for det er gået på for dem, at der også er en del mødre, som savner deres familier.
Initiativtagerne har begge fået deres kære til Danmark efter cirka et års adskillelse. Men de håber fortsat at kunne hjælpe andre, der lige nu lever med savnet.
Du kan afgive din stemme til Aarhus Takker lige her.