Fortsæt til indhold

“Moesgaard har potentiale til endnu mere”

Mads Kähler Holst er ny direktør på Moesgaard Museum. Et sted han kalder for “noget helt særligt”

Samfund
Christina S. Johansen

Efter 20 år er der nu snart udskiftning i direktørstolen på Moesgaard Museum - Jan Skamby Madsen træder af, og 1. december tager 43-årige Mads Kähler Holst over.
Den nye mand bag roret er bestemt ikke et fremmed ansigt på hverken Moesgaards toppede brosten eller i museets moderne miljø. De seneste tre år har han nemlig siddet i en stilling, hvor han har ansvaret for at få samarbejdet til at fungere på tværs af museet og universitetet.
Faktisk har han haft en tilknytning til stedet siden 1992, hvor han begyndte at studere arkæologi. Sidenhen har han, afbrudt af ophold hos blandt andet Nationalmuseet, undervist og været afdelingsleder for forhistorisk arkæologi samt middelalder-arkæologi på Aarhus Universitets afdeling på Moesgaard.
“Jeg føler mig meget tilknyttet til stedet, og jeg synes faktisk oprigtig talt, at Moesgaard har noget, som man ikke finder andre steder. Folk har et stort ejerskab til deres eget arbejde, samtidig med at de har blik for helhedsbilledet. Internt taler vi om Moesgaard-ånden. Det er et specielt miljø, som gør, at vi kan mere end mange andre steder. Vi har kompetencerne til at varetage alle dele af udstillingerne lige fra forskning til formidling. Det er ret unikt, og man må virkelig ikke underkende, at vi har et studentermiljø tilknyttet - for meget nyskabende kommer derfra,” fortæller Mads Kähler Holst, som tror på, at alt dette er årsagen til museets succes og fremtidige udviklingsmuligheder. “Moesgaard har mulighed for at blive en meget væsentlig kulturinstitution nationalt og internationalt. Herhjemme er vi der nok allerede, men internationalt har museet potentiale til endnu mere. Vi skal derfor være skarpe på, hvad det er, vi vil, og det er vigtigt, at vi har et højt ambitionsniveau. Vi skal fortsat turde at tage fat på de store fortællinger og store begreber såsom religion- og militær-udvikling.”

En nem beslutning at tage

Beslutningen om at ansøge stillingen som direktør var ikke svær at tage for Mads Kähler Holst, der i øvrigt har bopæl i Aarhus C.
“Jeg overvejede selvfølgelig, hvad jeg skal sige farvel til, men i sidste ende var der ikke så megen tvivl. Selvfølgelig vil jeg gerne have muligheden for at påvirke rammerne for fremtiden,” siger den kommende direktør, som dog erkender, at der nok bliver nogle ting, han kommer til at savne.
“Det kommer sikkert til at krible i fingrene for at komme ud og bogstavelig talt have hænderne i jorden.”
Frem mod det officielle jobskifte 1. december står den på afslutning af det gamle og udforskning af det nye job.
“Jeg kender museet rigtig godt, men der er bestemt kroge, som jeg glæder mig til at få bedre kendskab til,” siger den 43-årige forhistoriker, der betrager sig selv som en rolig person, som laver forandringer i gradvise processer og harfokus på de langsigtede mål.