Fortsæt til indhold

Moesgaard giver nordiske vitaminer til vinterhjernen

Festivalen ’Nordiske Nætter’ på Moesgaard Museum sætter gang i alle sanser

Samfund
Arkiv

Hvad er Norden? Det er emnet for en festival med foredrag, musik og litteratur, når Folkeuniversitetet i Aarhus inviterer til Nordiske Nätter på Moesgaard Museum 4.-6. november.

Oplevelser for alle sanser

Fredag og lørdag aften kan deltagerne høre en række korte oplæg af forskere, forfattere og eksperter, spise nordisk mad, se nordisk kunst og design og høre den nyeste nordiske musik udvalgt af SPOT Festival.
Søndag er der blandt andet børneevents og korte foredrag om flygtninge og migration på programmet. Der bliver også masser af sansemættede oplevelser på det vintermørke museum. For eksempel kan man smage øl brygget på frisk havtang, høre intime oplæsninger af nordiske forfattere rundt om i oldtidsudstillingen, eller man kan høre nye udgaver af østjyske folkemelodier, skabt af en gruppe unge musikere fra Danmark og Norge.
Fredag og lørdag foregår festivalen kl. 17.30 til 23, mens der søndag er åbent fra kl. 10-17. Festivalen realiseres med støtte fra A.P. Møller Fonden og er blevet til i et samarbejde mellem Folkeuniversitetet, SPOT Festival og Moesgaard Museum. Se hele programmet på www.nordiske-nätter.dk. dietz