Fortsæt til indhold

Ny pladepusher i Horsens

Musik, hygge, snak og kaffe er konceptet i Vinylbiksen, som er en ny butik i Horsens, der sælger vinylplader

Samfund
Jeppe Rafn

Om få dage kan du købe Adele og Lukas Grahams nyeste plader samt ældre plader med Michael Jackson og Iron Maiden og mange andre kunstnere på vinyl i Horsens. Vinylpladen er i de senere år kommet på mode igen, og tirsdag den 3. marts får Horsens sin egen pladebutik, når Jesper Bowman åbner Vinylbiksen i Borgergade.
“Jeg var også med på CD-bølgen, men har aldrig downloadet musik. Jeg synes, det er fantastisk at sætte en plade på og høre den lækre lyd,” fortæller Jesper Bowman og tilføjer.
“Der bliver solgt pladespillere og plader som aldrig før. Retrobølgen med plader har varet i nogle år nu, så jeg er sikker på, det ikke er en døgnflue.”
Han har arbejdet som kok, senest som køkkenchef på Stensballegård Golf, siden han i 1991 flyttede fra København til Horsens. Nu er gryderne skiftet ud med lp'er, og han glæder sig til at møde andre vinylelskere i Vinylbiksen, hvor man kan købe sig en kop kaffe og gå at hygge sig, mens man bladrer i pladerne.
“Jeg elsker at sludre med folk og høre historier,” fortæller byens nye pladepusher.
Jesper Bowman har blandt andet sat en del af sine egne plader til salg i butikken, og han er interesseret i at købe andres samlinger til videresalg i biksen.