Fortsæt til indhold

Første spadestik til ny festivalplads ved Horsens

Bygholm Landbrugsskole anlægger festivalplads, hvor der om sommeren skal være en stor kristen festival med flere tusinde deltagere

Samfund
Jeppe Rafn

Horsens får en ny festivalplads ved Bygholm Landbrugsskole, hvor den årlige kristne festival SommerOase fremover finder sted. Den ugelange festival har i mange år fundet sted i Odder, hvor arrangøren DanskOase har sekretariat og driver Rudehøj Efterskole. Her er pladsen blevet for trang, hvilket er baggrunden for, at DanskOase har lavet en 10-årig lejeaftale med Bygholm Landbrugsskole om at lægge grund til festivalen, der sidste år tiltrak 3.300 deltagere fra hele landet i en uge i sommerferien.
“Det er ofte børnene og de unge, der hiver de voksne med, fordi de har et dejligt fællesskab,” siger Karsten Bach, generalsekretær i DanskOase.
Festivalen slår et stort telt op, hvor der er bibeltime om formiddagen og aftenmøde med musik, sang og taler. Om eftermiddagen er der en lang række seminarer for de voksne og et program for børnene, der er delt op i fem aldersgrupper.
“Vi får mere plads og flere muligheder, og der er flere indendørs faciliteter her på Bygholm. Jeg tror, det bliver en meget bedre oplevelse,” siger Karsten Bach.

Tomt om sommeren

Bygholm Landbrugsskole har igennem årene suppleret skolen med konferencer og kursusvirksomhed, som i dag udgør 15 procent af skolens omsætning, oplyser forstander Kaj Aage Højgaard. Han ser aftalen med DanskOase som en naturlig forlængelse af bestræbelserne på at søge nye indtægtsmuligheder og gøre skolen mere synlig. Landbrugsskolen er ligesom andre uddannelsesinstitutioner økonomisk pressede og har ikke udsigt til at få flere elever.
“Aftalen med DanskOase er isoleret set nok ikke en god forretning, men vi håber at kunne afholde flere mindre arrangementer på festivalpladsen i løbet af året,” siger forstanderen.
Han åbner samtidig op for at afholde Det Østjyske Dyrskue på den nye festivalplads ved Bygholm. Det kan blive aktuelt, fordi Horsens Kommune har luftet tanken om at sælge dyrskuepladsen i Horsens, hvor dyrskuet foregår.
“Jeg synes, det ligger lige til højrebenet. Der kan godt være dyrskue her,” siger Kaj Aage Højgaard.
Bygholm Landbrugsskole skal have lavet kloakering, vand og el, så man til sommer kan tage imod de flere tusinde festivalgæster, der for manges vedkommende kommer i campingvogn til festivalen.
Foruden de omkring 3.300 deltagere på SommerOase kommer der op imod 3.000 dagsgæster i løbet af festivalen, der bliver løftet af over 700 frivillige.