Shell bliver i Hammel
Tankstationerne på Anbækvej i Hammel skifter ikke navn. De bliver ved med at hedde Shell
Der er stor forvirring omkring navne på tankstationerne i denne tid.
Efter at røde Circle K-stationer vokser frem rundt omkring har en del misforstået det.
Forvirringen er opstået efter at Statoil og en mindre del af Shell i Danmark er overtaget af canadiske Alimentation Couche-Tards og skifter navn til Circle K.
Shell bliver i Hammel
“Der er mange der tror, at de to Shell-stationer på Anbækvej skifter navn. Vi piller ikke nogle skilte ned, for vi er fortsat ejet af Shell, sammen med 203 andre stationer,” forklarer Jens Loft, der ejer den bemandede Shell-station på Anbækvej i Hammel.
Stationen på Skanderborgvej i Hadsten hedder også fortsat Shell.
“Nu er vi faktisk et rent dansk Shell-firma, der er styret fra Danmark. Og det giver os fordele. Blandt andet er der ikke så langt fra tanke til handling længere,” glæder Jens Loft sig.
Og så har han en bøn:
“Forvirringen rammer også dem med benzinkort. Så kort og godt. Medmindre du får et brev, så bliver dit Shell benzinkort ikke skiftet ud. Og hvis du savner et Shell-kort, så kom forbi os, så klarer vi det,” lover Jens Loft.