Ny mexicansk take-away restaurant i Horsens
Burritos, nachos, fajitas og andre mexicanske specialiteter fåes nu som take-away hos Papa’s Køkken i Horsens
Horsens har fået en ny take-away restaurant. Hos Papa's Køkken på Smedegade 14 vil man give borgerne i Horsens mulighed for at købe god mexicansk mad med hjem.
“Jeg laver restaurant-mad som take-away. Take-away mad skal også være godt,” siger indehaver Aziz Dakir.
Aziz har været selvstændig i 22 år og har tidligere haft en restaurant. I 13 år drev han Papa's Køkken i Aarhus, indtil han fik nakkeproblemer og solgte butikken. Nu har han det bedre og syntes derfor, det var på tide at starte op igen.
“Jeg har hørt nogle gode ting om Horsens, så jeg tænkte, jeg ville prøve lykken her,” siger 52-årige Aziz, der selv lige er flyttet til byen.
Hos Papa's Køkken kan man få klassiske mexicanske retter som fajitas, burritos og nachos. Med tiden vil udvalget blive større.
“Der skal hele tiden fornyes. Hvis man ved, hvad man laver, er det mexicanske køkken rigtig godt. Jeg har meget erfaring med det og har fokus på at lave ekstra god mexicansk mad,” siger Aziz.
Udover mexicanske retter kan man også købe frokostretter som pastasalat, sandwiches og burgere hos Papa's Køkken.
Lige nu er butikken et hent-selv sted, men fra den 1. november tilbyder Papa's Køkken udbringning.