Hedensted-virksomhed vinder initiativpris
HiFlux Filtration laver produkter i ’verdensklasse’
Årets InitativPris fra Dansk Industri Horsens går til Hedensted-virksomheden HiFlux Filtration A/S. HiFlux tilbyder over 20.000 filterløsninger til virksomheder, så de kan overholde de mange komplekse og strenge regler, der er i blandt andet fødevareproduktion og energisektoren i forhold til filtrering af deres produkter.
I 2013 trådte HiFlux ud af en større industrigruppe, og siden da er det gået fremad med både omsætning, overskud og antal ansatte, der er steget fra 22 til 30. Det oplyser DI Horsens i en pressemeddelelse.
“HiFlux Filtration er et eksempel på en god solid dansk familievirksomhed, som siden starten har udviklet sig og formået at finde og opdyrke sin helt egen niche. Det har i dag ført til en virksomhed med produkter i verdensklassen, hvor kun få konkurrenter kan være med,” siger Carsten Wengel, formand for DI Horsens.
Nyt navn og nye lokaler
I år har HiFlux Filtration både skiftet navn og flyttet produktionen til nye og større lokaler med plads til udvikling og vækst.
Som vinder af den lokale initiativpris er HiFlux Filtration er af 19 kandidater til DI's nationale InitiativPris, der bliver kåret i januar 2017 til DI's årlige konference for mindre og mellemstore virksomheder.