Kendis motiverede unge med humor

Det summede af snak fra 285 unge, inden Chris Macdonalds foredrag sidste tirsdag i Agoraen. Mange af de unge sad på deres mobiltelefoner, der var hyggelig småsnak rundt omkring, og musik spillede gennem højtalerene. “Der er jo ingen, der kender manden. Han er jo nærmest uddød,” lød kommentaren fra rækken bagved.
Stemningen ændrede sig dog hurtigt, da Chris MacDonald først gik i gang.
Energiniveauet hos foredragsholderen ville gøre selv en Duracell kanin misundelig, og han fik hurtigt de unges opmærksomhed vendt væk fra skærmene. Og netop unges forhold til mobilskærme var et fremtrædende emne i foredraget.
Et andet centralt emne i foredraget omhandlede, hvordan man kunne motivere sig selv. Chris MacDonald opfordrede til, at man jævnligt skulle sig selv tre spørgsmål: Vil jeg? Burde jeg? Kan jeg? for at træffe gode beslutninger.
Chris MacDonalds meget tykke amerikanske accent, og hans meget hurtige tale, bragte latter med sig, men gjorde det også til tider en lille smule svært at følge med i, hvad han sagde.
Til gengæld føltes det som om, han havde alles fulde opmærksomhed, da han fortalte om sin mor, der ikke havde været der for ham som barn, fordi hun havde misbrugsproblemer, og da han fortalte om, hvordan han selv havde haft et stort forbrug af blandt andet alkohol og hash.

Ko på isen

Latteren rungede igen højt gennem Agoraen, da Chris MacDonald begyndte at tegne. Han tegnede en firkant med halvlange ører, busket hale og et hængende yver, som han kaldte en ko. Det var endda en ko på isen.
Da han spøgte med at tage publikums mobiltelefoner, blev der til gengæld stille - hvortil Chris MacDonald kommenterede: “Se, det er en ko på isen,” til stor morskab for især lærerne blandt publikum. Også unges søvnvaner fik ord med på vejen fra Chris MacDonald.
“Søvnmangel har direkte effekt på dit humør - mere end du måske lige går og tror,” lød det, og han afslørede, at teenagere har brug for otte en halv timers søvn hver nat for at fungere optimalt.
Mod slutningen af foredraget blev det tydeligvis lidt sværere for Chris MacDonald at fastholde teenagernes fokus, og publikum begyndte at hænge lidt. Men det virkede generelt som om, at det han sagde gav stof til eftertanke hos de fleste.
Da eleverne forlod salen var stemningen stadig god, og Chris MacDonald var tilsyneladende gået fra at være uddød til at være en legende.
“Jeg er sgu ligeglad. Jeg skal have en selfie med manden,” lød det i hvert fald fra rækken bagved.