Anglomac gav arbejde til mange kvinder
I 1950'erne var Hørsholm Kommune stadig hjemsted for flere egentlige industrivirksomheder. De største var den militære Klædefabrik i Usserød og Hørsholm Klædefabrik i Hovedgaden, der begge havde tradition for at bruge kvindelig arbejdskraft til dele af produktionen.
I besættelsesårene opstod desuden en tredje stor kvindearbejdsplads, nemlig Hørsholm Tobakspakkeri nær Hørsholm Mølle, der forarbejdede dansk dyrket tobak.
Efter befrielsen i 1945 kunne man igen købe udenlandsk tobak, og efterspørgslen på dansk tobak forsvandt. Allerede i 1946 lukkede Hørsholm Tobakspakkeri, men få år efter opstod en anden stor kvindearbejdsplads i Hørsholm.
Høj kvalitet til prisen
Sidst i 1940'erne etablerede Viggo Andersen virksomheden Anglomac, der producerede damefrakker, trenchcoats og andet dameovertøj efter engelsk forbillede.
I 1951 beskæftigede virksomheden 70 personer, hovedsageligt kvinder. Anglomac havde i begyndelsen til huse i Villa Krogen på Kammerrådensvej I15 i Hørsholm. Bygningen blev revet ned i 2015.
Anglomacs produkter var efterspurgte, især fordi priserne var rimelige i forhold til den høje kvalitet. Der var basis for at udvide virksomheden, og i 1952 fik Viggo Andersen opført en moderne industribygning på Kong Georgsvej 9 i Vedbæk, der i dag rummer plejecentret Margrethelund.
Placeringen i Vedbæk var noget utraditionel, da der ikke lå anden industri i området. Anglomac indsatte da også en bus til de ansatte, hvad enten de kom fra Hørsholm eller fra stationen i Rungsted.