Jonna tager to år mere
1. november kan Jonna Thomsen fra Vejlby fejre 40 års butiksjubilæum
Når kalenderen siger 1. november, kan Jonna Thomsen fejre sin anden mærkedag i år. I maj rundede salgassistenten 60 år, og på tirsdag kan hun fejre 40 års jubilæum i butik i Vejlby.
Hun har været med i al den tid, der har været dagligvarebutik på Tornebakken. Det har der været siden 1996, Men forinden har hun været med i flere navneforandringer fra Favør, Nordlands Super, Favorit, SuperBest, Spar og senest Meny.
“Jeg har jo været inventaret, der er flyttet med," siger Jonna Thomsen med et stort smil og tilføjer:
“Det har været rigtig godt at arbejde her. ”
Jonna Thomsen er fra en tid, hvor man kunne få kredit til kunderne, og kasseapparater, som krævede noget at betjene.
Gode kolleger og kundekontakten er de væsentligste grunde til, at det er blevet til så mange arbejdsår det samme sted.
Kunder er på fornavn
“Det er da hyggeligt, at jeg nu har 2. generations kunder, og mange er på fornavn med mig. Det gør det sjovt at komme på arbejde,” fastslår den kommende jubilar, som er udlært i Brovst hos en lokal købmand.
Kærligheden trak hende til Aarhus og fik faktisk indirekte indflydelse på hendes fremtidige karriere, for hendes svigermor var ansat i det daværende Favør og fik Jonna Thomsen ind i den butikken på Nordlandsvej.
Jonna Thomsen stopper ikke ved de 40 år.
“Jeg regner med at tage godt to år mere, inden jeg går på efterløn, og så skal jeg forhåbentlig nyde min alderdom med min mand Hans,” siger hun.
Købmand Søren Hansen, der er daglig leder af Meny i Vejlby, er glad for sin trofaste medarbejder:
“Jonna er stabil og en gevinst for butikken. Hun bor i lokalområdet og er kendt af alle vores kunder,” siger han.
Meny holder en reception for Jonna Thomsen på selve dagen mellem klokken 15 og 17, og alle er velkomne.