Tyve løb med kirkesølvet, nu er det på vej tilbage
Draaby Kirke fik stjålet kirkesølvet i 2013. Nu indvier provsten det nye kirkesølv, som er lavet specielt til kirken
Kirkegængere, menighedsråd og personale i Draaby Kirke har god grund til at glæde sig. 13. november indvier kirken nemlig noget helt nyt kirkesølv bestående af en alterkalk, disk og oblatæske, som det hedder i fagtermer.
I begyndelsen af 2013 blev kirkesølvet stjålet. Tyve fandt nøglen til pengeskabet i graverkontoret, og siden da har Draaby kirke måtte låne erstatninger af Kirkeministeriet. Det gamle kirkesølv der kan dateres tilbage til 1747 har været som sunket i jorden. Man gætter på, at det er blevet smeltet om for længst.
“Det sørgelige er, at det ikke var meget værd som omsmeltet, til gengæld havde det en stor affektionsværdi,” siger Poul Herskind, der udover at være medlem af menighedsrådet også er særdeles kirkekyndig:
“Kirkesølvet havde stor kirkelig værdi, fordi den danske kirke har to sakramenter, nemlig altergangen og dåben. Disse to ting kan aldrig ophæves, derfor betød sølvtøjet så meget set med kirkens øjne.”
Ikke en kopi af det gamle
Da Draaby kirke var lukket for offentligheden fra 2012 til 2014 på grund af en større restaurering, havde man af gode grunde ikke behov for at erstatte kirkesølvet lige med det samme. Til gengæld gik man øjeblikkeligt i gang med at undersøge, hvilke muligheder kirken havde for at få noget nyt fremstillet.
Og her kom sølvsmed Gregers Holt, fra Evald Nielsens sølvsmede i Stenløse, kirken i forkøbet. For han havde i Lokalavisen læst om tyveriet, og tilbød at fremstille noget nyt kirkesølv til Draaby kirke.
Udover flere samtaler mellem Gregers Holt og Menighedsrådet, både i Draaby kirke og på sølvsmedens værksted, har Gregers Holt fotograferet kirkerummet for at få alle linjerne med, derefter har han tegnet det nye kirkesølv, og siden formet det, så det er blevet helt i tråd med menighedsrådets ønsker.
“Det nye kirkesølv skal ikke være en kopi af det gamle. Vi kan jo alligevel ikke overføre venerationen i det som blev stjålet, men vi kan videreføre traditionen til det nye,” siger Poul Herskind og fortsætter:
“Så nu har vi fået tegnet kirkesølvet unikt til denne kirke. Med et ønske om, at det afspejler tiden vi har fået det i.”
Sølvsmed Gregers Holt synes, det har været en spændende proces at være en del af.
“Det er det første kirkesølv, som jeg selv har tegnet, det har været sjovt at prøve,” fortæller Gregers Holt og fortsætter:
“Til gengæld reparerer jeg nok 5-10 kalk (Det bæger som benyttes i kirken ved nadveren, red.) til kirkerne om året. Mange kalk er lavet i en tid, hvor sølv var dyrt, og arbejdskraft billigt. Så sølvet er meget tyndt nogle steder, derfor knækker det.”
Donation fra udlandet
For at finansiere det nye kirkesølv har menigheden afholdt loppemarkeder, solgt stadepladser og samlet ind ved søndagens gudstjenester. Derudover har kirken gennem besparelser på driften afsat penge til det. Og stor var overraskelsen, da kirkekontoret en dag modtog en pæn donation fra udlandet, øremærket kirkesølvet.
“Netop som vi havde fået kirken smukt istandsat, manglede vi kirkesølvet. Nu er det hele fuldendt,” konstaterer Poul Herskind med tilfredshed i stemmen.
Indvielsen af Draaby kirkes nye kirkesølv finder sted ved gudstjenesten 13.november kl.11, og foretages af provsten.
Fakta
Hvert år anmeldes der i gennemsnit omkring 400 indbrud og tyverier fra de danske folkekirker.
Der er de sidste tre år stjålet værdier for mere end 18 millioner kroner fra danske folkekirker. I landets 10 stifter var der 461 anmeldelser i 2015. Året før var der 486. De stifter, der er mest udsat, er Roskilde Stift, Helsingør Stift og Aalborg Stift. Draaby kirke hører under Helsingør Stift.
Kilde: Kirkeministeriet