Fortsæt til indhold

Over 2.000 skoleelever tog cyklen i skole

Samfund
Arkiv

2.160 skoleelever i Skanderborg Kommune tog cyklen til og fra skole i forbindelse med september måneds landsdækkende cykelkampagne ”Alle Børn Cykler”, og det er en stigning på 21 procent i forhold til sidste år, hvor 1.789 cyklede med, fortæller leder ved Vej & Trafik i Skanderborg Kommune Jens Peter Langballe Sørensen i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
"Som kommune har vi et stort ansvar for at få flere skoleelever til at vælge cyklen som transportmiddel. Det er godt for børnenes sundhed, for miljøet og trafiksikkerheden. Siden 2012 har vi gennem vores egen trafikkampagne ”De Ualmindelige” arbejdet for at lære eleverne i Skanderborg Kommune, at de sagtens kan transportere sig selv i skole, så det er helt naturligt for os at bakke op om den landsdækkende cykelkampagne," siger Jens Peter Langballe Sørensen.
I de sidste fem år har Skanderborg Kommune ud over kampagnen ”De Ualmindelige” arbejdet på at gøre det lettere for både børn og voksne at tage cyklen. Der har særligt været fokus på skolesamarbejde, cykelstiinspektioner, trafiksystemer og sikre skoleveje, for kommunens holdning er, at der skal være færre biler omkring skolerne, så det bliver sikrere for børnene at færdes på egen hånd.

9 ud af 10 huskede cykelhjelmen

På landsplan har flere end 131.000 skolebørn deltaget i cykelkampagnen, som Cyklistforbundet og TrygFonden står bag.
Normalt tager fem ud af ti børn cyklen til skole, men i kampagneperioden er det tal steget til otte ud af ti. Det viser tal, som COWI har analyseret.
Kampagnen har også en anden positiv sideeffekt: Hele 93 procent af skoleeleverne huskede hjelmen på turen til og fra skole i den periode, kampagnen er løb. Ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik er dét tal normalt 80 procent blandt børnene under 11 år og 43 procent for de 11-15-årige.
"I ”Alle Børn Cykler” får børnene både point for at cykle til skole og for at huske cykelhjelmen. Så jo flere hjelm- og cykeldage børnene har, jo større chance har de for at vinde en af kampagnens fine præmier. På den måde viser vi børnene, at de to ting hører sammen," fortæller Christoffer Elbrønd, projektleder i TrygFonden.
4.b på Låsby Skole i Skanderborg Kommune vandt lodtrækningen om farverige neonstjerner til egerne på cyklen.
-bo