Kaffekommoden åbner sine skuffer i Thorsø
Tidligere møbelværksted omdannet til Kaffekommoden, en brugskunst-butik
Ikke alle kan 'prale' ligesom Jan Andreasen fra Thorsø kan.
Han har nemlig kommunens papir på, at hans egen kone er ansat hos ham i 15 timer om ugen.
Desværre for ham, så er det ren forretning. Altså de 15 timer i specialbutikken Kaffekommoden på Jernbanegade 66. Første åbningsdag er 4. november klokken 13.00.
Parret bor i privaten, og bag til ligger butikken, hvor der tidligere har været et møbelværksted.
Åbent to dage om ugen
“Vi holder fysisk åbent fredag og lørdag. Du kan godt ringe og lave en aftale, men der er ikke åbent andre dage,” fortæller Jan Andreasen, der selv kommer til at stå en del i butikken, for konen er ansat i fleksjob.
“Det er brugskunst og specialting, gamle møbler og gavekurve du kan købe her. Men det er altså ikke helt almindelige ting vi har til salg,” fortæller Jette Andreasen, der tidligere kunne mødes i Mit Hjem i Hammel. Det er helt sikkert hende der er den kreative kraft i butikken, indrømmer Jan Andreasen med et smil.
Nu får hun lov til at lave det hun brænder for, og så tilmed få meter fra hendes egen terasse i Thorsø.