Fortsæt til indhold

2. etape af parcelhusområde skudt i gang

21 nye parcelhusgrunde er netop sat til salg i Løgten

Samfund
Arkiv

Gravemaskinerne er i fuld gang i Fruens Eje Udsigten ved Hjelmagervej i Løgten, hvor størstedelen af 31 grunde i parcelhusområdets første etape er solgt. Nu sættes anden etape med 21 nye grunde til salg i området.
”Salget af grundene i første etape er gået over al forventning, og derfor vælger vi at skyde salget af anden etape i gang nu. De nye grunde kan overtages den 1. september næste år, hvor man kan begynde at bygge sit drømmehus, og vi forventer, at de første familier kan flytte ind i foråret 2018,” siger direktør Peter Carlsen fra firmaet Carlsen Løgten i en pressemeddelelse.
Sammen med sin bror Christian Carlsen står han bag parcelhusområdet, der er udstykket på tidligere marker fra familiens slægtsgård Fruens Eje ved Løgten. Området bliver fuldt udbygget på 11 hektar med i alt cirka 75 grunde, der får udsigt over marker og skovbryn.

Perfekt til børnefamilier

Erfaringen fra salget af grundene i første etape er, at især børnefamilier fra Løgten-Skødstrup og Aarhus er blandt de kommende indflyttere i Fruens Eje Udsigten.
”Området er perfekt til børnefamilier, fordi der er sikre veje og stier til skole og daginstitutioner, blandt andet med en ny tunnel under Løgten Østervej. Aarhus kan nås på 20 minutter, og motorvejen ligger under fem minutter væk. Samtidig kan vi mærke, at den flotte udsigt til det kuperede landskab hele vejen rundt er et stort plus for mange,” siger direktør Christian Carlsen i en pressemeddelelse.
Grundene i anden etape af Fruens Eje Udsigten er på 701-1.399 kvadratmeter og koster fra 950.000 til 1.750.000 kroner plus tilslutningsafgifter og erigtigelsesomkostninger.
Peter og Christian Carlsens familie har drevet familiefirmaet Carlsen Løgten siden slutningen af 1800-tallet.
ksa