Vi kunne ikke have gjort det bedre
Fredericia Kommune har evalueret forløbet om pædofili-dømt
Fredericia Kommune kunne ikke have gjort mere for at forhindre de pædofile overgreb, som Kasper A. Petersen i sidste måned blev idømt 2½ års fængsel for. Det konkluderer kommunen i en hemmeligstemplet redegørelse.
Efter dommen er kommunen blevet beskyldt for gennem årene at ignorere en lang række henvendelser fra bekymrede borgere og fagfolk, der frygtede, at børn led overlast.
Kritikken fik 2.viceborgmester og udvalgsformand Ole Steen Hansen (S) til at bede om en redegørelse for at se på, om kommunen kunne lære af forløbet. Og hans konklusion er klar.
“Jeg er yderst tilfreds med vores beredskab, som det er i dag,” siger han.
Kommunen har valgt at henvise spørgsmål i sagen til kommunaldirektør Michael Holst.
Han bekræfter, at der gennem årene kom “flere” henvendelser fra borgere og fagfolk, der var bekymrede. Men han afviser, at kommunen ignorerede meldingerne.
“Vi tog også ekstraordinære foranstaltninger,” siger kommunaldirektøren.
Kunne kommunen have gjort noget bedre?
“Nej. Ikke inden for lovens grænser. Og vi er jo nødt til at respektere, at borgere har krav på retssikkerhed - også den anmeldte borger,” siger Michael Holst.
Han ser ingen grund til at ændre i Fredericia Kommunes beredskab på området.
Følg bedre op
Michael Holst oplyser, at kommunen undervejs flere gange var i kontakt med politiet.
“Det var en forfærdelig sag. Men det var også en situation, som kun kunne trævles op af én myndighed - nemlig politiet,” siger kommunaldirektøren.
Han erkender, at kommunen godt kunne have gjort en større indsats for at følge op på sine henvendelser til politiet.
“Vi kunne godt have kontaktet politiet og sagt 'Vi har ikke hørt fra jer i 14 dage - hvad sker der i sagen?'. Men mere end det kan vi ikke gøre - vi kan jo ikke bevæge os ind på politiets område,” siger kommunaldirektøren.
Leder af lokalpolitiet i Fredericia, vicepolitiinspektør Peter Balsgaard Nielsen, bekræfter, at man i flere år har kendt til Kasper A. Petersen.
“Vi har fulgt op på meldinger om mistanke. Men vi har ikke undervejs modtaget anmeldelser, der kunne godtgøre en efterforskning om pædofili - ikke før sagen, der for nylig førte til dom,” siger han.
Der er grænser for, hvor uddybende svar, politiet ville kunne give, hvis kommunen ringede og fulgte op på sine anmeldelser.
“Også politiet har jo tavshedspligt. Men vi ville måske kunne give kommunen en fornemmelse for, om de løber med halve eller hele vinde,” siger Peter Balsgaard Nielsen.