Kasserede ting er blevet til skulpturer
I efterårsferien kan man rundt om i Auning se 33 skulpturer lavet af ting, der ellers bliver smidt væk
Frida Axelsen og Mai Hygum, 5.c på Auning Skole, brugte deres fantasi godt og vandt konkurrencen om at lave det bedste værk af materialer, der ellers ville blive smidt væk. Aktiviteten StopMaterialeSpild foregik i et samarbejde mellem Kunstforeningen Sønderhald og Auning skoles 5. klasser.
“Vi brugte tomme flasker uden pant, youghurtlåg, plasticpropper, blomsterblade og en defekt saltkværn. Jeg synes det var vildt fedt at lave, og det er en god måde at lade være med at smide ting ud og vægte miljøet”, siger Frida Axelsen.
33 skulpturer
I ugen op til Kulturnatten fredag 14. oktober var både de 60 elever og fem af kunstforeningens medlemmer i fuld gang med at udtænke og producere værker. Det blev til 33 genbrugsskulpturer, og de er i efterårsferien udstillet rundt omkring i Auning.
En komité bestående af Hanne Falk, Kunstforeningen Sønderhald, Peder Bak fra Handelsudvalget og Ane Katrine Eiming, Auning Bibliotek, valgte vinderen uden på forhånd at vide, hvem der havde lavet hvad. Kriterier var originalitet, materialevalg og gruppesamarbejde. Gevinsten var en flot kurv sponsoreret af Brugsen og 1 fribillet til Djurs Sommerland.
Vinderen blev afsløret af Hanne Frank ved 21-tiden i fredags, da Kulturnat Auning-optoget var ankommet til Kulturværkstedet. I sin tale sagde hun blandt andet at, at Frida og May har genbrugt materialer, som er let genkendelige og som vi alle er i kontakt med jævnligt.
“Værket er originalt og gav anledning til en masse spørgsmål, hvilket kendetegner et godt kunstværk. Rent teknisk har de to piger valgt at bruge tre grundfarver, nemlig gul, rød og blå. I værket indgår også hvid og sort. Disse fem farver er ofte de farver, billedkunstnere anvender.”