Fortsæt til indhold

“Sitting is the new smoking"”

Kiropraktor Ole Wessung opfordrede folk til at stå mere op, da han torsdag holdt det første af en række foredrag i Hørsholm

Samfund
Af Peter Mailand

"Står du fem timer mere om dagen end du plejer, fem dage om ugen, kan du tabe mindst fem kilo og forbrænde ligeså meget som hvis du løb ti maraton løb på et år og få et meget sundere liv."
Det var budskabet fra kiropraktor Ole Wessung fra Rungsted, da han torsdag i sidste uge på Vallerødskolen holdt det første af en række foredrag, der holdes i Hørsholm i de kommende uger.
Omkring 100 hvoraf de fleste var fra kommunen, var mødt op heriblandt borgmester Morten Slotved, der selv stod op under hele foredraget.
Formålet med foredraget er at forebygge en række livsstilssygdomme, man får når man sidder ned og er inaktiv.
Derfor vil Ole Wessung, der har 30 års erfaring som kiropraktor, have folk op at stå - og det gælder ikke kun folk i Hørsholm, men hele landet.
"Vi er det land i verden der har flest hæve-sænke-borde pr. medarbejdere. Men vi er også det land i verden, der bruger dem færrest gange," indledte han sit foredrag.
"Jeg håber, at vi kan få sat fokus på det her og skabt en bølge, hvor folk står op, fordi det er så sundt," siger han og fortsætter:

Fem timer mere om dagen

"Hvis vi står fem timer mere op om dagen, end vi plejer, så ville jeg blive arbejdsløs. For med den rette holdning, får folk færre problemer med ryggen og forbrænder langt flere kalorier, end ved at sidde," siger han.
"Menneskets krop er slet ikke skabt til at sidde ned. For når vi står op siger vi til kroppen, at den skal komme i gang med arbejdet. Maden synker naturligt ned igennem hele systemet og hele forbrændingsanlægget bliver aktiveret, når vi står op. Hvis vi sidder ned, så sætter maden sig fast, og forbrændingsanlægget går i står og falder i søvn, siger han og tilføjer:
"Ligesom en kommunalarbejder", siger han mens hele salen griner.
I USA siger de 'Sitting is the new smoking'. Forskere peger på, at hvis man sidder ned i mere end syv timer om dagen, så er der markant større risiko for at udvikle en lang række livsstilsrealterede sygdomme der tæller alt fra diskusprolaps, tarmkræft, migræne, overvægt og diabetes. Faktisk har forskerene konstateret, at den ene ting, der har indflydelse på flest dårligdomme er faktisk, hvor meget vi sidder og hvor lidt vi rører os.

Det gælder om at have den rette holdning, ranke ryggen og smile, siger Ole Wessung, der her demonstrerer hvordan det ville se ud hvis en doven teenager skulle byde en sød pige op til dans.

Hjernen virker langsommere

Ole Wessung: Man bliver dum og sur af at sidde ned.
"Når du sidder ned virker hjernen målbart langsommere, end når man står op. Man bliver også mere glad af at stå op for kroppen producerer markant færre endorfiner og dopaminer, når man sidder ned," siger han.
Under foredraget langer Ole Wessung også ud efter mobiltelefoner.
"Undersøgelser viser, at danskerne tjekker deres iPhone op til 400 gange om dagen," siger Ole Wessung, mens han står og kigger ned som om han tjekkede sin telefon.
"Men det er rigtigt skidt, for et hoved vejer i snit fem kilo, men når man står og kigger ned med hovedet på den måde, så belastes nakkemusklerne med 30 kg. Så det er ikke så underligt at teenagerne får hovedpine og ondt i nakken," siger han.

Den rette holdning. Borgmester Morten Slotved stod op under hele foredraget. Her er han i gang med øvelsen, hvor man stikker hænderne i baglommen med håndfladerne indad.

Den rette indstilling

Men dybest set handler det om at have den rigtige indstilling.
"Der kommer ikke nogen og tager ansvar for dit eget liv end dig selv. Men hvis du ønsker at ændre noget, har den rette indstilling, og yder det der skal til, så kan man flytte noget," siger han.
Inden foredraget præsenterede direktør i Hørsholm Kommune, Pernille Halberg Salomon.
"Ole kom til os i kommune for cirka et år siden med forslaget om at holde de her foredrag. Og det satte nogle ting i gang. For inden da havde jeg problemer med at stå op i længere tid af gangen, og det var især et problem, når jeg skulle til koncert. Men efter jeg hørte Oles foredrag er jeg begyndt at så meget mere op og jeg havde ingen problemer med at stå op til koncerterne på årets Roskilde Festival," sagde hun.

Nyt foredrag den 17. november:
Borgere i Hørsholm har også mulighed for at høre Ole Wessung, når han fortæller om fordelene ved at stå op.
Det foregår torsdag den 17. november kl. 18.30-20 i Trommens café i Trommen.
Du tilmelder dig ved at sende en mail til Sidsel Thomsen på sit@horsholm.dk med angivelse af navn, beskæftigelse og antal personer, der ønsker at deltage.

Under foredraget blev deltagerne bedt om at komme op at stå.