Fortsæt til indhold

Netto på Randersvej har nu døgnåbent

En fast nattevagt bliver tilknyttet Randersvejs Netto, der nu er døgnåbent. Seks nye medarbejdere er blevet ansat

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Fra og med 1. november vil Netto-kunder på Randersvej aldrig mere møde en lukket dør, når de får lyst til at handle ind.
Efter forundersøgelser og forsøg med udvidede åbningstider springer dagligvarebutikken, som er en del af Dansk Supermarked, nemlig ud som en døgn-Netto.
“Der er flere grunde til, at vi nu holder døgnåbent. Netto har gjort det flere steder i landet - også i Aarhus på Skt. Knuds Torv - og konstateret, at det har været en succes. Hovedgrundlaget er selvfølgelig, at vi kan skabe noget mere salg på det meget konkurrenceprægede discountmarked, men for mig personligt har det også en del at sige, at vi kan flytte nogle opgaver til om natten. Det vil sige, alle arbejdsopgaver kan bredes ud over hele døgnet. Det er ting som vareopfyldning. Vi er en butik med ret stor omsætning men relativt småt med plads, så derfor giver det rigtig god mening, at vi kan flytte nogle opgaver og dermed give en bedre kundeoplevelse om dagen også,” siger butikschef Morten Trend Poulsen.
Han har været Netto-ansat i ni år og været butikschef på Randersvej i lidt over et år.

Sikkerhed i højsædet

Sikkerheden for de ansatte i forbindelse med overgangen til at blive døgnbutik er i højsædet.
“En af min største bekymringer ved at gøre det her, er de ansattes sikkerhed, men vi får en fast vagt på hver nat fra aften til morgen, og det kommer til at give noget ro,” fastslår Morten Trend Poulsen.
Vagten vil konstant være i kasseområdet, og udover vagten vil der altid være mindst to mennesker på arbejde.

Nyansættelser

Butikschefen har ansat seks nye medarbejdere til butikken til de udvidede åbningstider, så der i alt er 38 ansatte i dagligvarebutikken på Randersvej, hvor der også er forventninger om at få kunder på vej til og fra nattelivet.
“Vi vil prøve at ramme nogle nye kunder i weekenderne med varer, vi har i vores forområde som chips, sodavand og alkohol. Og den første fredag, vi har døgnåbent er på J-dag, så mon ikke, vi kan få godt gang i salget der,” siger han og fortsætter:
“Vores stamkunder, der har hørt, at vi får døgnåbent, udtrykker sig alle positivt omkring det. Det er tilfredsstillende at kunne opfylde en efterspørgslen, når nu den ser ud til at være der lokalt.”