Der har været mange store øjeblikke

"Godmorgen, undskyld min hånd er så våd," siger Puk Elgaard, da jeg hilser på hende i køkkenet på Hillerød Posten tidligt fredag morgen.
Det er en træt Go' morgen Danmark-værtinde, der sætter sig ned og varmer sig på en kop kaffe.
For Knæk Cancer-karavanens sidste stop på danmarkstouren i år blev mødt med regn og blæst på Torvet i Hillerød.
Puk Elgaard er langt fra det eneste ansigt på Hillerød Posten denne fredag. Helt til kl. 21 om aftenen summede huset af usædvanligt mange nye gæster. Med en beliggenhed lige ud til Torvet var det belejligt, at avishuset åbnede døren for journalister, teknikere fra Nordisk Film, værter fra TV2, kunstnere og folk fra Kræftens Bekæmpelse, der på den ene eller anden måde var involveret i at lave tv-programer eller bemande aktiviteterne på Torvet hele fredagen.
På et tidspunkt opstår en teknisk fejl, som gør, at hele redaktionsholdet er sat ud af spillet. Og det sætter pres på situationen, fortæller Michéle Bellaiche, der får en snak med avisen ind imellem sine forberedelser til værtsrollen til Go' aften Danmarks først afdeling kl. 17.25.
Det er tredje gang Michéle Bellaiche er med på Knæk Cancer -touren. Man man bliver aldrig fuldstændig søstærk i alle de følelser, det alvorlige emne sætter i gang, fortæller hun.
Bliver du påvirket, tager følelserne med dig ?
"Ja, det gør jeg, og jeg tager også for meget med. Jeg har jo været mange år på Kriminalmagasinet på Station 2, og jeg har tit spurgt de her drabschefer; hvordan kan I have sådan et job? Og de siger, at det er jo et arbejde, og det kan jeg altså ikke her.
Og jeg tror måske heller ikke, at jeg skal lære at være for god til at lukke af, fordi det er jo forhåbentlig også dét, der gør at folk man interviewer kan mærke at man lytter efter og kan mærke dem.
Men altså i dag (i fredags, red.) bliver det svært. Jeg får en pige på 14 år som gæst, og som virkelig har været igennem et hårdt forløb, og som bare hele tiden har haft et mål, for hun endte i kørestol på grund af leukæmi, og det var, at når hun skulle konfirmeres, så ville hun bare gerne selv kunne gå op i kirken til alteret. Det er jo klart, at det kan man lige se for sig, ikke?
Lægerne havde nærmest opgivet hende, for hun havde fået beskadiget knoglemarven, og de havde intet tid. Hun kunne ikke nå at vente på noget, men så matchede storebrors knoglemarv, så han har reddet hendes liv. Og storebror er med nede blandt publikum på Torvet i dag (fredag i sidste uge, red.), og det er sådan noget - dér ved jeg, at jeg bliver rørt.
Men jeg håber bare, seerne sidder vel forhåbentlig også og bliver rørt. Jeg kan godt forstå, at det rammer een.”
Hvordan tøjler man den klump i halsen, når man er på live-tv ?
"For mig handler det om, at jeg kan ikke lukke af, men det der måske gør, at man forhåbentlig ikke bare bryder hulkende sammen, det er, at jeg har et ansvar for mine gæster. Det er jo første gang, de er 'på' live, og der står måske flere hundrende mennesker og kigger på. Så er det jo mit ansvar at passe på dem, og det gør jeg jo ikke nødvendigvis, hvis jeg selv bryder fuldstændig sammen. Men jeg kan godt mærke det, og man kan sikkert også se det nogle gange."

Hvad får du selv ud af at være med i Knæk Cancer-karavanen?
"Nogle gange tænkter jeg, inden jeg skal af sted, at det er lang tid og lang tid at være væk fra børnene.
Og så kommer man tilbage derfra og er selvfølgelig træt, men jeg har også et helt andet livshåb. Man bliver hele tiden remindet om, hvad der er vigtigt, og at det er vigtigt at leve i nuet og vigtigt ikke at blive mere irriteret end nødvendigt over ting, som er ligegyldige - for vi er ikke syge.
Det er, som om man kommer ind under huden på de her mennesker, der fortæller om deres kræftforløb, og som allesammen fortæller om deres kræftforløb, og alle, uanset hvad de har været igennem, om de er 65 eller 15, så siger de det samme: At de er kommet stærkere ud på den anden side med et liv, hvor de lever mere stærkt, hvor de lever mere i nuet og sætter pris på de små ting. Det gør jo bare, at man kommer opløftet herfra".

Hårdt arbejde i kulisserne

Dørene ud til trappen i Hillerød Postens opgang smækker op og i. Op og ned ad trappen løber travle folk hele fredagen igennem.
Rundt omkring på Hillerød Posten kontorer sidder alle dagens travle tv-folk.
Metrologen Peter Tanev suser gennem lokalet. Sminken har gjort klar til at arbejde på mødebordet på markedschefens kontor. Kræftens Bekæmpelse sidder lidt tæt i et hastigt indrettet arkivlokale.
I køkkenet sidder pludselig to sygeplejersker, der kommer fra Skejby Sygehus, og som skal medvirke i Go' aften Danmark. I et andet mødelokale sidder Nordisk Film med en gigantisk bøtte slik. Sjældent har husets kaffemaskiner været så meget på arbejde som i fredags.

Hvordan er det at være en del af ?
"Det er jo et kæmpe teamwork: Jeg har aldrig set magen til team-work, og hvis der bare er et svagt led et sted, så kan det hele ramle. Så det er virkelig, virkelig vigtigt, at de folk er de bedste til det, de laver på lige præcis deres område.
Min rolle er jo at binde det hele sammen. Jeg er på en eller anden måde limen i alt det arbejde, der ligger måneders forberedelser bag. Det er den ene og den vigtigste rolle, selvfølgelig.
Og så er der en anden, og måske mere usynlig rolle. Nu har jeg jo lige pludselig et kæmpestort livepublikum med mig. Der er jo folk, der møder op og står og hundefryser for at bakke op om det her, og som giver en god stemning, men også en flot kulisse til seerne derhjemme, og dem kan man jo ikke bare være ligeglade med. Så der får jeg "behind the scenes" en rolle, som handler om at have pladsen med os til at bakke interviewgæsterne og hele projektet op. Så man har travlt som vært."
Hvordan forbereder du dig?
"Vi prøver fra start at lægge en linje om, hvad det er vi gerne vil, og i år for eksempel har vi haft en linje, at det skal være "håb". Det må gerne være hårde historier, men det skal ende godt. De andre år har det været meget, meget hårde historier, hvor det også handler om folk der har mistet og det har vi valgt ikke at gøre år.
Den line lægger man ret tidligt, og så har der siddet en redaktionschef og et hold bag, som har prøvet at finde cases ud fra den linje. Så er jeg jo løbende blevet informeret og har prøvet at sætte mig ind i det.
Men i virkeligheden er det store arbejde jo på dagen. Det er her jeg fornemmer det flow, hvor man skal gå fra en spot om en konkurrence, som man så have flettet ind i en alvorlig historie."
Hvilken oplevelse har været størst for dig i år?
"Der har været mange store øjeblikke, og jeg er ret sikker på, at den største kommer i aften (fredags, red.). Også fordi, at den her familie (til den 14-årige pige, red.) har boet næsten to år på Skejby Sygehus, fordi hun har været så syg, så de har jo fået et virkelig tæt forhold til personsalet, og i dag har vi så fået to af hendes allertætteste kontaktsygeplejersker til at komme hele vejen fra Århus til Hillerød. Og det ved pigen ikke, og det ved moren heller ikke, så de kommer op for at snakke lidt hvor sej, de synes hende her, Cille hedder hun, er. Og det, tror jeg faktisk, bliver et meget rørende øjeblik, især fordi de ikke ved, at de er taget herover," siger Michéle Bellaiche.
Turen rundt til fem danske byer med den rolle er ved at sætte sine spor, erkender Michéle Bellaiche.
"Træt - jo, jeg begynder at kunne mærke det nu. Jeg er træt på den måde, at der er et kæmpe pres hver dag - det er på den måde jeg er træt. Jeg er meget på, det er et kæmpe ansvar og det er så meget på spil."