Hvad skal man tro?

For denne skribent blev mødet med forfatteren Bjarne Reuter en lige så hæsblæsende og humoristisk oplevelse, som det er at læse hans bøger. Der er ingen tvivl om, at der er gået en gudsbenådet lærer tabt i den nu 66-årige Bjarne Reuter. Men godt, at han så i stedet siden sin første udgivelse i 1975 har kunnet underholde flere generationer med sine uendeligt mange historier.
Mødet fandt sted hos Frøken Friis i Bondebyen, og på blokken ventede adskillige spørgsmål.
Men i løbet af de første to minutter tog Bjarne Reuter scenen, og i en time underholdt han om alt mellem himmel og jord. Om kristendom, om Middelalderen, om sine skrivevaner, om cykelture og om sit meget patriotiske forhold til Lyngby. For blot at nævne lidt at det, der blev vendt denne tirsdag formiddag.
Årsagen til mødet var, at Bjarne Reuter netop har udgivet endnu en roman; Englene i Avignon, hvis handling udspiller sig i fra 1313 til 1314. Altså i Middelalderen.
“Jeg er fascineret af tiden. Den giver mig et digterisk frirum. Dengang herskede tro og overtro. Det var også en brutal tid, hvor den katolske kirke udryddede en million mennesker, der ikke havde den sammen opfattelse af kristendommen som dem,” siger Bjarne Reuter.

Inspireret af Jobs Bog

I fem år havde Bjarne Reuter haft et kapitel liggende på sin computer. Det var for godt til at kassere, men hvad det skulle bruges til, vidste han ikke helt.
“Jeg har en masse tekster liggende på computeren, og det omtalte kapitel er fra dengang, jeg skrev Løgnhalsen fra Umbrien. En dag holdt jeg et foredrag i en kirke i Jylland, og bagefter talte jeg med præsten om Jobs Bog. Det blev døren ind til bogen, og at gense kapitlet var som at finde den manglende brink til et puslespil. Pludselig vidste jeg, hvad det skulle brugs til,” siger Bjarne Reuter.
Jobs Bog handler om livets helt store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Job har været ude for umenneskelige ulykker. Han mister sin kone, sine børn og sit helbred. Han spørger sine venner og han spørger Gud, men han får ikke svar på, hvad meningen er. Hvorfor ulykkerne vælter ned over ham, som er en god mand. Mens andre, der måske er mindre gode, ikke bliver ramt.
“Hele min bog handler om dette 'hvorfor'. Om man selv former sit eget liv, eller om det er forudbestemt. Selv er jeg nok en lille smule skabsfatalist,” siger han.
At bogen læner sig op ad Jobs Bog betyder ifølge Bjarne Reuter ikke, at det er nødvendigt at kende til den fortælling.
“Min bog er spændt ud over Jobs Bog, men for dem, der ikke kende Job, betyder det ikke noget.
Selv er han ikke religiøs. Og befinder sig bedst på dørtrinnet til troen.
”Jeg vil gerne citere Kierkegaard, der sagde, at mennesket kan begå to dumheder: den ene er at tro på noget, der er falsk. Den anden er at afvise det, der er sandt,” siger han.
Romanen kan også læses som en kritik af den katolske kirkes institutionalisering af troen.

Fiktion puster liv i epoken

Hovedpersonen er Pave Clemens. Han er en mand, der har levet i overensstemmelse med sin gud. Men han er også en kontroversiel person. Han er fransk, og han vælger at nedsætte sig i Avignon og ikke i Rom, hvor paverne ellers traditionelt har sæde.
Paven bliver ramt af Satan, der slår bo i ham, og for at blive befriet for det onde tager han på pilgrimsreje sammen med sin livlæge og fem messedrenge.
“Jeg har levet med personerne i godt et år, og rent fysisk har jeg taget turen fra Avignon til Ravenna i Italien. Jeg har naturligvis researchet og haft folk, der har hjulpet mig med det historiske, men jeg har ikke skrevet en fagbog. Jeg tror på, at fiktionen kan skyde en genvej til en større sandhed om det, man vil beskrive, end hvis du beskriver det faktuelt.
Det har været fascinerende men også forpligtende at give liv til paven.

At skrive giver mig et kick

Bjarne Reuter har pustet liv i mange forskellige epoker. Med Drengene fra Sankt Petri tog han livtag med 2. verdenskrig. Løgnhalsen fra Umbrien foregik i Middelalderen, og adskillige romaner, noveller og film tager afsæt i 50'er og 60'erne.
Listen over børnebøger, ungdomsbøger, voksenromaner og noveller er enorm. Læg hertil manuskripter til film og julekalendere. Men hvordan pokker kan han bare bliver ved og ved med at fortælle historier?
“Jeg skriver på samme måde, som da jeg var 14 år. Det er fordi, jeg ikke kan lade være. Hvis man kan spille på et instrument, så gør man det, fordi det giver glæde. Jeg har det på samme måde med min kontrabas, som jeg har det med at skrive.
Englene i Avignon har været godt et år undervejs, og lige nu har han med egne ord “ikke energi til at skrive et postkort”, men han skriver alligevel. Ikke nødvendigvis målrettet med udgivelse som formål.
“Det lidt som at spille skalaer. At øve sig., og jeg er måske startet på 10 gang så mange bøger, som jeg har udgivet.”
At en bog er sendt på gaden betyder samtidig, at Bjarne Reuter i en periode får mere tid blandt andet til sine cykelture.
“Jeg cykler ugentligt omkring 100 kilometer. Jeg har tre faste ruter. Den ene går til Hvidovrevej, hvor jeg hver gang, jeg kommer til et bestemt hus med nogle blå altaner og undrer mig over, at jeg aldrig har set et eneste menneske på altanerne. Det rummer sin egen mystik,” siger Bjarne Reuter med vanlig humor. Måske der i huset gennem sig en ny roman?
Desuden skal han i gang med at læse nogle af de mange bøger, der har hobet sig op.
“Jeg kan ikke læse, når jeg skriver, men jeg glæder mig til at læse nogle noveller af Alice Monroe, som jeg holder meget af. Og så skal jeg læse en masse lyrik og Dostojevskis Idioten. Den har jeg aldrig fået læst.”
Audiensen er slut. Og selvom det var Bjarne Reuter, der styrede slagets gang, var det efterfølgende tydeligt, at han havde svaret på de spørgsmål, der oprindeligt stod på blokken.
Er der mon mere mellem himmel og jord. Eller er Bjarne Reuter 'blot' en ualmindeligt garvet forfatter, de kender sine journalister på gangen?



“Selv er jeg nok en lille smule skabsfatalist”


ENGLENE I AVIGNON
En mand er på vej gennem skoven til slottet i Avignon Hans navn er Pieter van Dreusen, han er eksorcist og kaldt til pavestolen for at uddrive den ondskab, som har taget bo i Clemens V.
...Clement omtaler sine messedrenge som sine keruber, thi de er englene i Avignon - men det er ikke alle keruber, der er engle.