Lions Hinnerup søger medlemmer
I klubben mødes man til sociale aktiviteter og yder lokalt en humanitær indsats
I bybilledet i Hinnerup kan man se et stort banner, der fortæller, at Lions Hinnerup søger nye medlemmer. De skal være parat til at give lidt af deres fritid til en klub, hvor man i fællesskab og venskab får nogle oplevelser og samtidig gør en forskel gennem humanitær indsats.
Lions Hinnerup har pt. 26 medlemmer med en stor aldersspredning. Klubben mødes to gange om måneden kl. 19, hvor man spiser et måltid varm mad, hvorefter der holdes møde med orientering og debat omkring de aktiviteter, der er under forberedelse.
Sender unge på lejr
Lions Hinnerup sender hvert år to unge på international ungdomslejr i udlandet i tre uger, hjælper de svage og handicappede, har i år sammen med de fire andre Lions klubber i Favrskov arrangeret ungdomslejr med 33 unge fra 19 lande og medvirker i mange andre arrangementer.
Lokalt har Lions Hinnerup inden for det seneste år bl.a. støttet værestedet 'Den Grønne Villa' med en sofagruppe, og institutionen for svært handicappede på Ellemosevej i Hadsten med en kørestolsgynge.
Internationalt sponserer klubben fire børn på børnehjemmet Ma Niketan i Indien, operationer af børn på et hospital for fattige i La Paz, Bolivia, ti skolebørn i Cochabamba i Bolivia og skolebørn på en skole i Cluj i Rumænien.
Aktiviteter og salg
Midler til den humanitære indsats skaffes ved aktiviteter som Kunst i Favrskov sammen med kunstudvalget, Irsk Aften sammen med de andre fire Lions klubber i kommunen, Oktober Ølfest sammen med HOG, Årets Lions Magasin, der husstandsomdeles af medlemmerne hvert efterår, salg af tulipaner sammen med Lions Dagmars Kilde og juletræssalg.
Lions har en skarp skillelinje mellem de indsamlede midler og medlemmernes kontingenter, idet kontingentmidlerne dækker administration og medlemsaktiviteter, hvorimod de indsamlede midler ubeskåret anvendes i det humanitære støttearbejde. jesl