Horsens hev kneben sejr hjem mod Randers
Horsens vandt 1-0 over Randers, selvom udebaneholdet havde uendelige chancer til at ændre på resultatet
Det var en kamp mellem en af mesterskabsslutspillets aktuelle bundklubber mod nedrykningsspillets topklub på nuværende tidspunkt, der mødte hinanden, da Horsens og Randers i dag krydsede klinger.
Med en sejr kunne Horsens komme helt op i nakken på Randers og skubbe Sønderjyske ud af top seks og dermed genåbne kampen om at komme med i det sjove slutspil.
Både Horsens og Randers startede kampen i et godt tempo, og begge hold var interesserede i at spille offensiv fodbold.
Derfor kom både hjemme- og udeholdet frem til flere chancer, men i første halvleg lykkedes det ikke for at nogen at få sendt bolden i kassen.
I anden halvleg kom forløsningen så, da Horsens erobrede bolden, og da Hallur Hansson sendte en stikning lige i fødderne på André Bjerregaard, som skød bolden det sidste stykke ind i mål, stod der 1-0 på måltavlen.
Randers var naturligvis ikke tilfredse med resultatet, så de pressede derefter endnu mere på, og de sidste 20 minutter blev Horsens-feltet reelt bombarderet.
Det lykkedes dog ikke for Randers at omsætte de utallige chancer til scoringer, så Horsens kunne tage fra kampen med en sejr på 1-0.
Horsens ligger nu på sjettepladsen, der giver adgang til mesterskabsslutspillet, to point efter Randers på femtepladsen.