Anders G. formelt klar som kandidat
“Efter at Britt Bager skiftede kreds, så var der flere der prikkede til mig, og spurgte om det ikke var noget for mig. Efter et møde med Gunnar og Ken (Gunnar Vinge-Hansen, formand for Venstres Kredsbestyrelse i Favrskov og Ken Richter fra samme bestyrelse, red.), så fandt vi en fælles forståelse, og nu er jeg folketingskandidat,” fortæller 54-årige Anders G. Christensen til FavrskovPosten under Hadsten Messen søndag.
Torsdag blev det nuværende byrådsmedlem og tidligere borgmester i både Hadsten og Favrskov formelt valgt enstemmigt som folketingskandidat for Venstre i Favrskov.
“Medierne har mange gange fået det til at lyde som om jeg havde landspolitiske ambitioner. Det var ikke tilfældet mens jeg var borgmester, men når en chance som den her byder sig med en ledig kreds i Favrskov, så slår jeg til,” fortæller politikeren med over 20 års erfaring.
“Folk kender mig jo i mange sammenhænge, både her i Favrskov og i hele Østjylland, hvor mine meninger om en fast forbindelse over Kattegat jo er velkendte,” siger han.
“Jeg var selv med til at etablere Kattegatkomiteen, og jeg vil fortsat arbejde for en brugerfinansieret fast forbindelse over Kattegat. Nu hvor linjeføringen af motorvejen, der skal afløse den overbelastede rute 26, er besluttet, handler det om at få vedtaget en anlægslov, så arbejdet kan komme i gang,” nævner Anders G. Christensen som nogle af sine mærkesager. Desuden vil han presse på for et trinbræt i Laurbjerg og en udvidelse af E45 samt bedre mobildækning i hele Østjylland.