Fortsæt til indhold

Aarhus får stor, ny IMAX-biografsal

Cinemaxx i Bruuns Galleri slår 14. december dørene op til IMAX-sal med 200 kvadratmeter biograflærred og 417 siddepladser

Samfund
Af Jannik Schiermer Poulsen

Der er godt nyt til de aarhusianske filmentusiaster, for 14. december er ombygningen af Sal 1 i Cinemaxx færdig, og premieren på den nye 'Rogue One: A Star Wars Story' kan opleves i IMAX-format.
“Vi har store forventninger til IMAX-salen i Aarhus, og det er kun den tredje i Norden, hvor de to andre sale er blevet taget enormt godt imod,” siger Kim Brochdorf, der er administrerende direktør i Cinemaxx Danmark, og fortsætter:
“Og vi er stolte over, at IMAX kommer til Aarhus før byer som eksempelvis Oslo.”
IMAX er et filmformat, som oprindeligt var udviklet til videnskabsfilm på planetariernes kuppel-lærreder, men teknologien havde potentiale til mere, og i dag er formatet udbredt til spillefilmsmarkedet.
Både instruktører, biografer og biografgængere har nemlig taget formatet til sig, og der findes nu over 1.100 biografer på verdensplan, ligesom et stigende antal film optages i det større format.
Cinemaxx i Aarhus havde i forvejen Jyllands største biograflærred, som nu bliver endnu større.
Et 200 kvadratmeter stort, buet lærred, for at være mere præcis.
“Et IMAX-lærred er noget større end et standardlærred, så vi er i fuld gang med at ombygge salen. Udover at have et større lærred, har formatet også bedre billedkvalitet med to projektorer. Når filmen er skudt med IMAX-kameraer, er billedet faktisk 26 procent større end i de konventionelle formater,” forklarer Kim Brochdorf.

En oplevelse, man deler

Udover at forstørre lærredet, får Cinemaxx også ændret på salens hældning, opgraderet lyden og reduceret antallet af sæder fra 526 til 417 af den mere luksuriøse slags.
Det er således en ombygning, og dermed investering, af de større, som Cinemaxx har foretaget.
Endda i en tid, hvor Virtual Reality-teknologien, der ser ud til at ændre vores brug af medier i fremtiden, er på kraftig fremmarch
Men det er ikke noget, som bekymrer Kim Brochdorf.
“Viritual Reality er en helt anden oplevelse. En stor og intens oplevelse, men udelukkende rettet mod individet. Biografen vil fortsat være en god, social oplevelse, som man deler med andre,” siger biografdirektøren.

2017: Et actionfyld år

Det lader til, at aarhusianerne får mulighed for at dele en del hæsblæsende oplevelser i løbet af 2017, for der står den ene store action-blockbuster i kø efter den anden til at skulle vises i IMAX-salen.
Fast & the Furious, Pirates of the Caribbean, The Mummy, Spiderman, Thor og Star Wars er nogle af de titler, som vises i det kommende år.
Også instruktøren Christopher Nolan, som blandt andet står bag Interstellar og Dark Knight-trilogien, er udtalt IMAX-fan, og hans 2. Verdenskrigs-epos, 'Dunkirk', fremhæves som et af højdepunkterne.