Aarhus Ø tager et tigerspring i 2017
Beboere, naboer og gæster kan se frem til fredeligere og mere ordnede forhold i 2017
For de aarhusianere, der har været forbi Kystvejen og Aarhus Ø i de seneste måneder, kan området ligne det rene Klondyke med kraner, byggegrunde og opbrudt asfalt.
Men det lysner i (Aarhus) Øst, og om godt et halvt års tid vil både bydelen og kyststrækningen tage sig helt anderledes pænt ud.
Lokalavisen har talt med Bente Lykke Sørensen, der er chef for Bolig- og Projektudvikling i Aarhus Kommune, om, hvornår de forskellige byggebrikker falder på plads.
“Det springende og mest afgørende punkt for, hvornår Aarhus Ø fremstår og føles som et roligt og beboeligt område, er, når Bernhard Jensens Boulevard står klar. Det gør den primo 2017, og så er infrastrukturen faktisk ved at være rigtig god. Både Hjortholmsvej og den nye 'Rekreativ Forbindelse Nord' står færdige på cirka samme tid,” fortæller Bente Lykke Sørensen og tilføjer:
“Kanalerne rundt om bygningerne er gravet ud senest i 2021. Men vi gør det så hurtigt, som byggerier tillader det, for det er et rigtig vigtigt visuelt element i bydelen.”
Planerne for projekternes færdiggørelse lyder: Letbanen kører fra maj 2017, og Havnepladsen mellem Dokk1 og Navitas står klar primo 2017.
Havnebadet åbner 1. juni 2017 med tilhørende caféer og restauranter og kommer til at ligge på samme sydvendte kaj, som har huset Strandbaren de seneste år.
Indflytningsklar
De første beboere flytter ind i første etape af Pakhusene i starten 2017, og vinderne af arkitektkonkurrencen til Generationernes Hus på nabogrunden findes sidst i november, og bygningen står indflytningsklar ultimo 2019.
Byggeriet af Bjarke Ingels' AARhus i Aarhus er i fuld gang, og bygningen er færdig ultimo 2019. Dette projekt indeholder både teater og restauranter.
Derudover er to byggerier sat i udbud, hvor der er stillet krav om, at bygningerne også skal huse henholdsvis 3.000 kvadratmeter supermarked og et stort konferencehotel.
Ligeledes er grunden ved Light House, der i dag huser Øhaverne, sat i udbud.
“Men Øhaverne kommer til at stå på deres nuværende plads næste sommer med, og vi kigger lidt på, hvor de eventuelt kan stå fremover. De er jo i sagens natur meget mobile, og vi skal nok få plads til dem. De er jo enormt populære,” forsikrer Bente Lykke Sørensen.
I 2020 flytter Mols-Linjen, og så begynder udviklingsarbejdet med Pier 3, der i mange år har huset færgeforbindelsen.