Fremtidens arbejdskraft har mod på forandring
Fremtidens arbejdskraft er online fra fødslen og kan tænke ud af boksen. Men det er også nødvendigt, for de skal være klar til et arbejdsliv i konstant forandring
Fremtidens arbejdskraft sidder på skolebænken i dag, men mange af dem har allerede nu en klar bevidsthed om, hvad de vil med deres arbejdsliv. Og de er ikke bange for at skabe det selv.
For nylig var 170 elever fra STX, HHX og HTX i Skanderborg samlet til Innovent 2016 på Skanderborg Gymnasium, hvor de mødtes med lokale erhvervsvirksomheder for at give deres input til aktuelle udfordringer, som virksomhederne står overfor.
Undervejs mødtes Lokalavisen med en gruppe unge fra 2. g på Skanderborg-Odder center for Uddannelse for at høre, hvad de mener, er deres vigtigste kompetencer som fremtidens arbejdskraft.
”Unge i dag har større lyst til at skabe deres eget arbejdsliv. De har stort mod på at starte egen virksomhed op og blive iværksættere. Og de er hurtige til at starte op og prøve det af. De har ikke samme lønmodtagermentalitet som deres forældre,” mener 17-årige Jonas Ventrice.
”Vi er opdraget til at tænke i innovation og har lyst til det. Samtidig ved vi rigtig om, hvordan økonomien fungerer. Desuden er de fleste af os rigtig gode til it og er meget selvstændige – og så tør vi tage chancer,” supplerer Sofie Kudsk, Caroline Schaarup og Simone Sivertsen.
”Jeg tænker også, at vi er bedre til at håndtere teknologi, fordi vi er op med det på en anden måde end tidligere generationer. Vi er i hvert fald ikke så teknologiforskrækkede. Jeg tror, vi snarere har et blik for, hvordan teknologi kan inddrages på nye områder, så det skaber nye skabe nye muligheder,” fortæller Niklas Nørgaard.
De unge er enige om, at det, at de er vokset op i den digitale tidsalder også betyder, at de er vant til at tingene går hurtigt og at de skal være forandringsvillige.
”Jeg er imponeret over, hvor skarpe de unge er. Det var gode løsninger, de kom op med på Innovent. Vi snakker jo meget om, at vi skal drives frem af at være innovative, og det var de i hvert fald,” siger Anton Smed Sandager, der er indkøber hos virksomheden Damstahl, der selv deltog på Innovent for at gøre de unge opmærksom på alternative karriereveje.
”De unge i dag skal være utrolig omstillingsparate. De kommer ind på et arbejdsmarked i konstant udvikling og forandring, og der skal de være på hjemmebane og klar til at tilpasse sig,” konstaterer han.
Selvom de unge selv fokuserer på hurtighed, mener studievejleder på HHX, Anne Skaarup, dog at det også er vigtigt, de tager sig tid til fordybelse.
”Der er ingen tvivl om, at vores unge mennesker skal være kreative, løsningsorienterede og innovative. Det er et must i dag. De er online fra fødslen af, og i det univers går det hurtigt. Men netop derfor er det vigtigt, at de også lærer at fordybe sig. At gå i dybden med en problemstilling, reflektere og være kritiske og afprøve teorier og metoder. At være fagligt nysgerrig og eksperimenterende er meget vigtige kompetencer – også i fremtiden,” understreger hun.
Samme holdning giver erhvervschef hos Erhverv Skanderborg, Anja Ellersgaard Basse, udtryk for.
”Fremtidens arbejdskraft er i høj grad ildsjæle med et stort engagement. Karakterryttene bliver ikke morgendagens vindere. Det gør i stedet dem, der har læringsperspektivet i fokus. Dem, hvor lysten til at lære og eksperimentere, driver værket,” mener hun.
”Selvfølgelig er det vigtigt at være fagligt dygtige, men det handler i lige så høj grad om at sætte de sociale kompetencer i spil, være samarbejdsorienteret, have stor empati og se muligheder og udnytte synergier. Det er på den måde, vi danskere kan noget særligt i forhold til mange andre lande. Det er det, der skubber udviklingen fremad og sætter gang i nye løsninger og opfindelser.”
Billedtekst: