Fortsæt til indhold

Jeg elsker de frie tøjler

Ugens sveske er 19-årige Mette Kristensen, der tilbringer et par sabbatår i drømmejobbet bag bardisken på Walthers Musikcafé

Samfund
Grethe Bo Madsen

Mette Kristensen er på 19 år elsker jobbet som en del af det unge team, der driver Walthers Musikcafé.
“Jeg startede med at arbejde frivilligt i rengøringen. Det lagde jeg en masse tid og kræfter i, og ville også gerne prøve at være her om dagen. Så efter et års tid som frivillige blev jeg ansat som bartender,” forklarer hun, der i dag arbejder i baren to-tre gange om ugen og samtidig er ansvarlig for hele rengøringen.
“Vi er en blanding af nye og gamle i teamet på Walthers. Noget af det, jeg elsker ved Walthers, er, at vi unge får lov at lede det. Selvom det formelt er festivalen, der driver musikcaféen, så føler vi, at det er vores sted. Vi får lov at træffe beslutningerne. Det er lidt som at være chef selv, og det synes jeg rigtig godt om."
Som frivillig lærer man også de nye op.
“Der findes en guide til, hvordan man skal håndtere forskellige situationer, og den er det en rigtig god ide at læse, så man nærmet kan den uden ad. Og ellers, så er det rigtig meget learning by doing,” forklarer hun.
“De nye skal læse barkort godt igennem, og så holder vi nogle - ret sjove - aftener, hvor de skal lave alle de cocktails, vi har på kortet, og vi andre smager så, om de har gjort det rigtigt. Den aften skal man ikke komme i bil,” griner hun.
Hvem er du, når du ikke står bag disken?

Jamen, jeg er Mette, som blev student fra Skanderborg Gymnasium i sommer og som nu tager et sabbatår eller nok snarere to. Jeg føler mig ikke lige klar til at begynde at læse igen allerede til sommer.
Jeg vil gerne ud og rejse. Det er ligesom nu muligheden for at rejse i længere tid er der - den mulighed ved man jo aldrig, om kommer igen. Så hvis økonomien er til det og der er nogle venner, der vil med, så håber jeg, det er det, jeg skal. Lige nu tjener jeg penge ved at arbejder På walthers og i Hennes og Mauritz i Bloms.
Hvad vil du gerne fylde dit liv med?

Jeg har lige fået at vide, at jeg ikke rigtig interesserer mig for noget. Og det er rigtig nok, at jeg ikke har en brændende interesse, jeg går op i, men altså! Jeg er sådan en, der godt kan lide at se ting blive gjort. Sådan noget, der gør en forskel.
Som nu det, at arbejde på Walthers. Det er jo et arbejde, jeg interesserer mig rigtig meget for. Og folk må gerne grine, men jeg holder af den der fornemmelse af, at nu rydder jeg lige op i køkkenet eller baren og nyder resultatet.
Jeg drømmer om en dag at blive politibetjent. Men jeg skal lige have lidt mere pondus på cv'et, inden jeg søger ind. Hvad det skal være, spekulerer jeg en del på. Måske pædagoguddannelsen?
Men jeg har også tænkt, at det kunne være en god ide at søge ind ved militæret. Måske ved Søværnet i Frederikshavn - der har jeg været i praktik - eller ved Hæren i Aalborg. Så kunne jeg måske få lidt ledererfaring oveni - haha.
Det er en meget maskulin verden, men jeg kan godt lide den jargon. Om jeg har den fysiske råstyrke, der skal til, det ved jeg dog ikke.
Hvilke oplevelser vil du gerne give kunderne?

Jeg synes, at i alt hvad vi gør her på Walthers, der har vi hele tiden som alfa og omega, at kunderne er i centrum og skal have en god oplevelse. Det er simpelthen vores dna.
Vi kan alle sammen komme til at gøre noget forkert, men så skynder vi os, at gøre det godt igen. Vi gør vores bedste. Er kaffen for kold eller smager cocktailen ikke rigtigt - så gør vi det om igen.
Hvad er den bedste oplevelse, du har haft med en kunde?

“Øh... der har været masser. Men en af de mest besynderlige oplevelser, jeg har haft på Walthers var her den anden dag.
Jeg møder ind som normalt og starter opvaskemaskinen, og inden jeg ser mig om, så sejler gulvet i vand, ja, faktisk hele baren.
Min chef ville så lige prøve at se på det, og resultatet er, at der flyder dobbelt så meget vand ud. Og der var kun en halv time, til vi skulle åbne. Så vi måtte have gang i gulvskrubber og viskestykker. Der var jeg godt nok på glatis. Men bagefter er det jo ret sjovt.