Fortsæt til indhold

Musical-succes påvirker Fredericias omdømme positivt

Teatrets succes vil kunne spores i Fredericias image i fremtiden - men fredericianerne selv er vigtigere

Samfund
Peter Friis Autzen

I denne tid omtales og roses Fredericia Teater og 'Klokkeren fra Notre Dame' rundt om i hele landet. Og det kommer til at sætte sig spor i danskernes opfattelse af Fredericia by.
“Men hvilken effekt det har på lang sigt, kan vi ikke sige noget præcist om. Vi er godt nok sikre på, at det har en effekt. Men den kan ikke måles,” siger lektor i turisme på Syddansk Universitet Bodil Stilling Blichfeldt.
Når man taler om en bys omdømme, image eller brand, skelner man mellem to ting:
Man har det, der hedder destinations-brand. Det handler om at markedsføre sig som en spændende destination, så turister og andre søger til byen for at få en bestemt oplevelse.
Læs også: Teaterchef ville ønske at forlænge langt ind i det nye år

“Effekten af en succesrig musical på destinations-brandet kan måles ret præcist, fordi hoteller og restauranter får travlt i de perioder, musicalen hitter,” siger Bodil Stilling Blichfeldt.
Den anden slags branding kaldes place-branding. Det handler om andre folks opfattelse af byen uafhængigt af en bestemt forlystelse eller destination. Og det er en mere langsigtet og svært målbar størrelse.
“Vi kan godt kloge os på musical-succesens betydning for Fredericias place-brand, men i virkeligheden kan vi ikke måle den. Et place-brand ændres over længere tid - og af mange forskellige ting. Effekten af forskellige tiltag flyder sammen og kan ikke måles hver for sig. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre,” siger Bodil Stilling Blichfeldt.

Husk de andre kvaliteter

Ifølge Bodil Stilling Blichfeldt skal en by passe på med at basere sit brand på én ting, som for eksempel en bestemt musical.
Dels fordi brandet så forsvinder den dag, forestillingen slutter. Og dels fordi mange andre bidragydere til byens omdømme og image vil føle sig underkendt.
Derfor er det ifølge Bodil Stilling Blichfeldt vigtigt, at en bys image ikke lægges i hænderne på kommunen, et reklamebureau eller andre betalte eksperter.
“Et brand skal være ægte og komme nedefra. Og de lokale kan jo sagtens mene noget andet end de højtuddannede røvere,” siger hun.
Desuden er et by-omdømme langt mere troværdigt og langtidsholdbart, hvis det kommer fra byens egne borgere.
“Folk stoler mere på mennesker end på det, de kan læse i en reklame fra en kommune. Så når fredericianerne taler med udenbys venner og bekendte, og taler om byens kvaliteter, sætter de et meget mere troværdigt og langtidsholdbart aftryk på byens image, end nogen anden kan gøre,” siger Bodil Stilling Blichfeldt.
Samtidig falder risikoen for, at byen drukner i fortællingen om én stor seværdighed.
På den måde brandes byen ikke kun én bestemt seværdighed men som en succes.

"Der er enormt mange positive fortællinger om, Fredericia samtidig," siger Bodil Stilling Blichfeldt der er lektor og såkaldt Associate Professor på Syddansk Universitet med speciale i turisme, innovation og kultur.