Fortsæt til indhold

Vi skal have mod til at være kirke til tiden

Den kommende provst og sognepræst i Stenløse og Veksø elsker gudstjensterne og mener, at kirken skal tale tidens sprog

Samfund
Af Mette B. Sørensen

“Det bliver lidt vemodigt. Jeg har været i den her kirke i 10 år, og jeg har bygget mange gode bånd. Jeg har været umådelig glad for at være sognepræst her, ” Eskil Dickmeiss skridter tankefuldt henover gulvet i den smukke dobbeltkirke i Ledøje.
Søndag 6. november bliver han indsat som ny sognepræst for Stenløse og Veksø sogne samt som provst for Frederikssund Provsti. Og det betyder et farvel til Ledøje Smørum Sogne,hvor han har været sognepræst i ti år. Trods det vemodige farvel, så ser Eskil Dickmeiss også frem til at indtræde i sin nye funktion.
“Jeg forventer at finde mange af de samme kvaliteter i Stenløse-Veksø: glæde og stolthed over sognekirken, lokalpatriotisme og et stort frivilligt engagement.,” lyder det fra Eskil Dickmeiss, som fortsætter:
“Samtidig forandrer det folkelige landskab sig i disse år. Folks forankring i deres sognekirke er ikke så naturlig og indlysende som tidligere. På det seneste har vi oplevet en del udmeldelser af folkekirken. Desuden peger udviklingen meget entydigt i retning af, at færre forældre vælger at få deres børn døbt. De ønsker, at børnene selv skal bestemme, når de bliver store. Hvordan skal vi som præster og sogne forholde os til det? Jeg tror, at præster og sogne har brug for hinanden her på tværs af sognegrænser. Med fælles projekter og indsatser. Med kollegial sparring og refleksion. Som provst er det noget af det, jeg glæder mig allermest til at arbejde med.
Hvad kan borgerne forvente af dig som ny sognepræst?
“En sognepræst, der sætter samtalen om tro og kristendom højt. En sognepræst, der sætter samarbejde over solopræstationer. Søndagsgudstjenesten er for mig højdepunktet. Her er vi fælles om troen på Gud og lader hans lys skinne over vores fantastiske og ofte forvirrede liv. Og her er sammen med dem, der var her før os og lytter til deres stemmer i biblen og salmerne. Men vi skal jo også bære faklen videre og have mod til at være kirke til tiden. Jeg mener ikke at alt nyt per definition er af det gode. Men kirkens budskab må altid finde vej gennem tidens sprog. Ellers er der ingen, der forstår det. Derfor må vi hele tiden vove springet, tage ordene i munden og så se, om de også lever og er troværdige. “

De “gamle dyder”

Og Eskil Dickmeiss har da også selv gjort sig tanker om nye initiativer, når han skal indtræde som provst og ny sognepræst.
Men før der bliver søsat en masse nyt, vil han gerne stikke en finger i jorden og finde ind i et godt samarbejde med sine præstekolleger og menighedsråd.
“Så kan vi tale om, hvad der er relevant at byde ind med fra min side. Grundlæggende tror jeg, at vi skal passe på, at kirken og dens præster ikke drukner i nye initiativer. Der skal også være tid til at få besøgt enken og den syge, tid til alt det usynlige præstearbejde. Og der skal være tid til fordybelsen, så man kan få skrevet en god prædiken eller en ordentlig begravelsestale, der trøster og rækker håb.,” mener den kommende provst.
Eskil Dickmeiss bliver indsat kl. 9.30 i Veksø kirke og kl. 11 i Stenløse Kirke søndag 6. november.

Fakta
Eskil S. Dickmeiss kommer fra en stilling som sognepræst (kbf.) i Ledøje-Smørum sogne, hvor han har været i ti år.
Han har desuden arbejdet i tre år som adjunkt og institutleder på Det teologiske institut ved Grønlands universitet i Nuuk og været ansat i fire år i Danmission som områdechef for Østasien. Han er 47 år gammel og gift med Anne Mette Simmelsgaard, der er gymnasielærer i Birkerød. Sammen har de Line (8) og Erik (3).


kirkens budskab må altid finde vej gennem tidens sprog. Ellers er der ingen, der forstår det.