"Det er dybt alvorligt"
Ny handleplan skal med en række initiativer rette op på et fortløbende underskud
Over to år har Hjemmeplejen i Hillerød Kommune oparbejdet et overforbrug på otte millioner kroner. Derfor er der nu sat en række initiativer i gang for at rette op på overforbruget af penge.
"Jeg er enig med forvaltningen i, at det er stærkt bekymrende. Det er et meget stort beløb, så det er dybt alvorligt," siger Seniorudvalgsformand Bente Claudi fra de Konservative.
Hun glæder sig dog over, at der er sat en så detaljeret handleplan i gang.
"Handleplanen skal nu følges, så vi styrker de administrative initiativer. Det her skal ikke primært komme til at berøre borgerne. For det ville være rigtig kedeligt, når vi nu er i gang med en række andre initiativer," siger hun med henvisning til, at der også i Budget 2017-2020 skal skæres på området.
Computere blev ikke brugt
Handleplanen byder bl.a. på en oprydning i it-licenser og it-udstyr.
Det viser sig ifølge forvaltningens handleplan, at en del udstyr, som er defekt, ikke er blevet afmeldt, og kommunen således stadig betaler licens for det. Samtidig havde nogle medarbejdere både en stationær og en bærbar computer, hvilket var overflødigt, og 25 computere kunne byttes eller afmeldes.
Desuden er der for tre år siden købt 68 tablets til hjemmeplejen, men kun ganske få af dem er i brug, da et nyt dokumentationssystem ikke kunne køre på disse tablets. De er nu også afmeldt og solgt videre.
"Jeg undrer mig over denne oprydning, for hvorfor har man ikke gjort det noget før? Det lyder højst besynderligt. Så jeg er meget glad for, handleplanen er så konkret, og jeg tror på, at nu kommer der mere styr på tingene," siger Bente Claudi.
Ingen besparelse på sygefravær
En anden lidt besynderlig ting er, at det er lykkedes at nedbringe sygefraværet i Hjemme- og Sygeplejen - og alligevel har det ikke givet nogen reduktion i personale- og vikarudgifterne.
Det er problematisk, når der i budgettet er sat besparelser ind ved at nedbringe sygefraværet, både i 2016 og 2017.
"Nu har vi sat så meget fokus på sygefraværet, og det er virkelig faldet. Hvordan hænger det så sammen, at det går så galt? Hvor bliver besparelsen af? Det må vi have en forklaring på," siger formanden.
Økonomien skal nu følges tæt på området. Blandt andet skal sektionslederen for Hjemmeplejen, områdeledere og controllere holde månedlige opfølgningsmøder med udgangspunkt i tal for det enkelte område. Desuden skal der blandt andet også holdes møde hver 14. dag mellem sektionsleder, controller og Ældre- og Sundheds-souschef, som skal følge op på, om indsatserne virker, som de skal.
"Handleplanen tager højde for de nødvendige ting, der skal gøres. Nu skal vi stå sammen om det - både administrationen og medarbejderne. Forvaltningen har været helt nede i dybden for at prøve at finde ud af, hvad vi kan gøre. Vi får jo ikke de 8,4 millioner kroner eftergivet. Så vi skal finde ud af, hvad årsagen er til, at det skrider, så vi kan gøre det bedre," siger Bente Claudi.