Mange faldulykker på byggepladser I Syd
Ca. 130 personer kommer årligt til skade på byggepladserne i Region Syddanmark, fordi de falder ned fra højden.
Arbejdstilsynet gennemfører i denne uge en landsdækkende aktion for bedre sikkerhed i byggebranchen. Som led i aktionen vil Arbejdstilsynet besøge en række byggepladser i Region Syddanmark for at se, om sikkerheden er i orden.
Byggeriet er kendetegnet ved, at der hvert år sker mange alvorlige ulykker. Derfor vil aktionen eksempelvis fokusere på de risici, der medfører flest alvorlige ulykker. Her er risikoen for fald fra højden et af de områder, der hvert år medfører mange alvorlige ulykker, og derfor vil der være særligt fokus på, hvordan byggepladserne har forebygget mod den type ulykker.
Undersøgelser af tidligere ulykker har vist, at mange fald fra højden sker i forbindelse med arbejde på stiger, mangelfulde stilladser og tagarbejde. Derfor vil Arbejdstilsynet have et særligt øje på disse steder.
Forud for aktionen udtaler tilsynschef fra Tilsynscenter Syd, Lene Teilberg, i en pressemeddelelse:
”Desværre ser vi stadig alt for mange fald fra højden på byggepladserne, og derfor sætter vi fokus på det i denne uges aktion. Noget af det, vi vil se på, er, om man bruger stiger forsvarligt, om stilladserne er sikret tilstrækkeligt, og om arbejde fra tage foregår forsvarligt. Herudover vil vi se på, om arbejdsgiveren har sørget for en ordentlig oplæring og instruktion, når medarbejderne arbejder i højden.”