Modeshow med Røde Kors og Efterskolen Ådalen
Kom til catwalk med genbrugstøj tirsdag 8. november
To sæt selvvalgt tøj, et sæt varmt tøj og et sæt selskabstøj. Alt sammen genbrug. Det er, hvad hver model viser på catwalken, når Røde Kors-butikken i Hørning sammen med Efterskolen Ådalens dramahold holder modeshow tirsdag 8. november kl. 19.
”Nogle synes, det er skægt, at komme i en pyjamas eller et sæt sportstøj, så to af sættene vælger modellerne helt selv. Det eneste krav er, at det skal være ordentlig kvalitet,” fortæller Yvon Håkonsson, frivillig i Røde Kors-butikken, og forklarer om ideen bag modeshowet:
”Når vi har så meget dejligt tøj, så er det bare en rigtig god idé, at andre mennesker kan opleve det, at man kan købe sit tøj i en Røde Kors-forretning.”
Selvom det er genbrug, så bliver det modeshow efter den klassiske opskrift, nemlig med en brud som finale sammen med 'gæster' i festtøj. Sognegården lægger hus til.
Efterskolen Ådalen har været med i modeshowet næsten siden starten i 2002:
“Modeshowet er en perfekt måde for os at møde Hørnings borgere på. Samtidig er det også en måde for byens borgere at møde vores elever på, og se hvad de er for en størrelse. I år er det de dygtige elever fra vores dramahold, der skal gå på catwalken - og de glæder sig!”, fortæller dramalærer Hanne Larsen. Entré 50 kr.