Fortsæt til indhold

Barmhjertelige Lisbjerg-elever gentænker dyder

Lokale skoleelever fra Lisbjerg har arbejdet en uge med dyder i samarbejde med sognepræst

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Med udgangspunkt i Lisbjergs gyldne alter fra 1136 blev elever fra Lisbjerg Skole i begyndelsen af den forgangne uge klædt på til at beskæftige sig med dyder.
Sognepræst Charlotte Frouvne Nayberg har sammen med Lisbjerg-borgeren Inger Rysgaard været katalysatorer for projektet 'Rethink dyder'.
Der er tale om et projekt, hvis formål er at få samtaler i gang om dydernes betydning for, hvordan mennesker egentlig har det med hinanden.
“Eleverne har fået noget historisk viden om Lisbjerg. Hvor dyderne stammer fra og hvad dyder er for en størrelse,” forklarer Charlotte Frouvne Nayberg.
Præsten havde i begyndelses af ugen besøg af de lokale elever i sognegården, som ligger tæt på skolen.
Det gav inspiration til syv forskellige værksteder, hvor der blev arbejdet med dyder, hvor barmhjertighed og selvbeherskelse gik igen flere steder, men der blev også arbejdet med dødssynder som grådighed.

Projekt passer perfekt

De to lærere Malene Stavnsholt og Jan Frydensbjerg har været skolens teamledere.
“Projektet med dyder har passet perfekt ind her på skolen og givet denne projektuge et godt og relevant indhold. Jeg synes, det har været en stor succes,” siger Jan Frydensbjerg.
På værkstederne blev der arbejdet med kortfilm, sproglige værksteder, madspild, spil, dødssynder, avisproduktion og musikvideoer.
Sognepræsten har været meget tilfreds med skolesamarbejdet.
“I denne her uge har eleverne forholdt sig til det at være menneske, og jeg synes, det er gået super fint,” siger Charlotte Frouvne Nayberg.
Det er planen, at de forskellige værksteder skal præsenteres til Lisbjergskolens sommerfest i uge 24, hvor der også vil blive opført et skuespil om dyder.

De mindste klasser etablerede et loppemarked, hvor pengene gik til Dansk Flygtningehjælp.
Malene Stavnsholt, Charlotte Frouvne Nayberg og Jan Frydensbjerg.