På rejse med kameler, seriemordere og kannibaler
Forfatteren og tv-debattøren Jesper Grønkjær fra Tv2-Østjylland drager på ekspeditioner til klodens fjerneste afkroge. Han rejser på tømmerflåde ned ad Amazonfloden, opsøger kannibaler i den indonesiske jungle og rider ud på kamel for at trylle hos beduiner. Jespers mission er at vise, at smilet er det sprog, vi alle taler. Nu er han kommet hjem fra sin mest farefulde rejse, hvor han var i Honduras, der med 20 mord om dagen er verdens farligste land. Der var han i selskab med narkokarteller, bandeledere, politikere og gadepræster. Blandt andet holdt han hemmelige møder med en massemorder med 400 drab på samvittigheden. Morderen fortalte om sit liv og gav dermed en snert af forståelse for, hvordan et ondt menneske skabes. Trods de barske historier er foredraget en fortælling om at finde smil og håb i livet – hvad enten man er offer eller gerningmand. Historierne er ikke blot fra Honduras, men fra mange af Jespers rejser rundt i den forunderlige verden.
Tirsdag 8. november kl. 19, holder Jesper Grønkjær foredrag på Østbirk Bibliotek om sine rejser – aftenen er et mix af flotte, smukke fotos, unikke tv-klip og vanvittige historier.
Billetter kan købes på horsensbibliotek.dk og kommunens biblioteker.